Ey længer Druens Purpur luer,
Den milde Himmels sidste Smil.
Hvorhen det matte Øie skuer
Det træffer Saar af Dødens Piil.
Den kolde Dug, som Skoven væder,
Paa gule Løv med Zittren staaer;
O Jesus! det er dig, som græder,
Udi den visne Urtegaard.

Hvor er den Ild, som venligt ulmed?
Er den bag vaade Grene slukt?
Hvor er det søde Blod, som svulmed,
Som funkled i den klare Frugt?
Umaadelige Bægre bramme
Blandt Skaren, ryggesløs og vild,
Thi brænder nu som Helved-Flamme,
Hvad før har smilt, som Himmel-Ild.

De Sandheds-Ord, du kierlig talte,
I Vindens Pust, i Fuglens Røst,
Som Blomsterflokkens Farver malte,
Som lued i den Renes Bryst,
De Sandheds Ord, den store Naade,
Slet ingen Virkning har frembragt.
Nu vil man nedrig dig forraade,
Saa stor er Helveds onde Magt.

At du fra Faderen mon svæve
I himmelsk Salighed herned,
For Sielen til sit Hiem at hæve,
Af sand, uskrømtet Kierlighed,
For Støvet af sin Drøm at vække,
For dem, som dybt i Pølen gaae,
En kraftig, hielpsom Haand at række -
Det skiønner Ingen, Ingen paa!

Den hulde Blomst de snart mon glemme,
Det Himmelvink de ey forstod,
De døved vildt Naturens Stemme,
Og ryggesløst de drak dit Blod.
Din Godhed og din hulde Naade
Fandt ingen from, taknemlig Giest,
Med Haan de Alt med Fødder traade,
Og raabe nu: Korsfæst! Korsfæst!

Derfor paa disse skumle Steder,
Ved denne nøgne, tørre Hæk
Rørt og medlidende du græder
I Kedrons vemodsfulde Bæk.
Ey for dig selv din Taare strømmer,
Ney, for den hele, hele Slægt
Den bittre Kalk du blidt udtømmer
Og bukker under Korsets Vægt.

For til Opmærksomhed at drive
Den Flok, der ey din Skiønhed saae,
Du lader dig af Torne rive,
Og Haglens blege Bødler slaae.
At Døden hver en Fryd begraver,
At evig Glands kun hist er til,
Det viser du mens du tillaver
Det blodigstore Sørgespil.

Alt seer jeg lumsk dem hid at drage,
Sagtmodigt paa det tørre Mus.
Din Glorie de vil forjage,
Med Lamper og med røde Blus.
Den visne Hauge op de lyse;
Men Svampe, som blandt Tidsler groe,
Ved Lygtens Skin af Kulde gyse,
Hvor før i Solen Blomster loe.

Din sande Guddom frækt de dræbe,
Din Dyd tør dog ey dræbes end,
Thi giver dig den kolde Læbe
Et Judas-Kys, som Broderven.
Men Læberne, som frostigt isne,
Skal vise fræk Fortrolighed,
Skal bringe Krandsen til at visne,
Og drage dig til Mængden ned.

Thi vender du med blege Kinder,
Fra de fortabte, blinde Faar.
Medlidende din Taare rinder,
Og høit du sukker, mens du gaaer.
I Sneen dine Kinder blegne,
Hvor Rosen lued før saa smuk,
I Regnen dine Taarer segne,
I Stormen døer dit sidste Suk.

Naturen i sit Sørgeklæde
Gientager aarlig taus din Død.
Høit Englene fra Skyen græde
Af Medynk over Livets Nød.
Ukiendte Magt med Vrede hævner
Den Haan, man yttrede mod dig.
Som Templets Forhæng vældigt revner
Den frosne Jordbund, ængstelig.

Den skyller til med isne Vande,
Og reent udslettes Livets Fied;
En eneste uhyre Pande
Bedækker store Rettersted.
Og bladløs staaer, blant nøgne Stene,
Hvor Vaarens Glands længst iled fra,
Det sorte Træe, med tørre Grene,
Som Korset hist paa Golgatha.