Selim.
Der er Aladdin! Saa, nu kan vor Leeg
Begynde ret.

Aladdin.
God Morgen Kammerater.

Selim.
Hvor blev du af saalænge?

Aladdin.
Seer du vel,
Der var Begravelse her uden Byen,
Paa Kirkegaarden ved Moskeen hist.
Det maatte jeg først see. Det er saa morsomt
At høre Sangen, og at see dem gaae
Saa langsomt gravitetisk hen med Liget.

Selim.
Hvi har du ikke sagt mig det, saa var
Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet?

Aladdin ganske ligegyldig.
Min Fader.

Selim.
Hvad? Din Fader? Er han død?

Aladdin.
I Forgaarsaftes døde han.

Selim.
Og derom
Har du ey talt et Ord?

Aladdin.
Saa har jeg glemt det.

Selim.
Og sørger ey?

Aladdin.
Nu har jeg Raad til det!

Selim.
Jeg mener ey med Klæder, men med Sielen.

Aladdin.
Ey hvad! Den som vil sørge over Alting
Fik Nok at sørge over. Han var gammel.

Sindbad.
Naa kom nu! Kom! Den rige Kiøbmand hist
Paa Hiørnet, vil idag igien udkaste
Tre Pomeranzer her, i Gramsetag.

Aladdin.
Ja jeg er med.

Sindbad.
Er du? Det troer jeg nok.
Der kommer alt den Ene. Vaerskoe, Drenge!
En Pomeranz bliver kastet ud af et Vindue. Aladdin griber den.

Selim.
Du er nu altid lykkelig.

Drengene.
Fleer! Fleer!
En Pomeranz kastes atter ud, som Aladdin ligeledes griber.

Aladdin.
Det var den Anden. Nu har jeg alt To.

Sindbad.
Aladdin maa ey være længer med.
Den Tredie maa han ikke gramse efter.
Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge!
De holde paa Aladdin. Den tredie Pomeranz kastes ud, den falder i hans Turban.

Aladdin.
Det var den Tredie. Een jeg spiser selv,
Og der har I de andre To igien!
Han kaster de to Pomeranzer i Luften. Drengene løbe bort for at gribe dem.

Noureddin træder frem.
Hvi skulde jeg gaae længer? Dette Spil,
Saa hensigtsløst og barnligt som det lader,
Har Skiebnen stiftet, for at vise mig
Mit Redskab. Netop som jeg tænkte ham!
Rødmusset, stærk og doven, sorgesløs.
Hans Fader blev begravet — han gik ud
At see paa det, som paa et andet Spil.
Togange skienker Lykken ham sin Gunst,
Og trediegang, med sammentvungne Hænder,
Han lokker den ned i sin Turban-Pul.
Hvad vil jeg meer? Her har jeg hvad jeg søgte.
Gaaer hen mod Aladdin.
Til Lykke, unge Ven! Jeg seer du er
Vel øvet i at gramse.

Aladdin undseelig.
Ja saamænd!

Noureddin.
Bliv ikke vred, at jeg saa dristig kommer
Og taler med dig, uden dit Bekiendtskab.
Men flere Ting opmærksom mig har giort.
Først er du i den hele Drengeflok
Den Smukkeste; dernæst er du den Største.
Hvor gammel er du?

Aladdin.
Sytten Aar.

Noureddin.
Ja seer man!
Og du seer endnu ældre ud. Du mangler
Kun Skiegget, saa var du complet en Mand.
Dertil er du behændigst af dem Alle,
Og lykkeligst. Jeg er en fremmed Kiøbmand,
Kun lidt kiendt i det store Ispahan,
Og søger derfor smukke Folks Bekiendtskab.

Aladdin.
Min Herre! I beviser mig stor Ære.
Med mit Bekiendtskab er I lidet tient.
Jeg er en fattig Skrædderdreng. Min Fader
Er død. Han vilde prygle mig, saa slog
Han i min Moders Bomuldstot; saa gik
Der Ild i Totten, og — saa døde han!

Noureddin.
Jeg hørte Eder tale om hans Ligfærd,
Og — bliv ey vred — den Ligegyldighed
Hvormed du talde, kom mig til at studse.

Aladdin.
Ak hvad! det var en gammel, stakkels Mand.
Halvfierdsindstyve Aar! Saa gammel bliver
Kun Faa i Ispahan.

Noureddin.
Men som jeg hører,
Saa har du været Aarsag i hans Død.

Aladdin.
Fordi jeg ikke vilde lae mig slaae for Panden
Med Alnen, men behændig sprang tilside?
Ney, kiere Herre! Tænk Jer dog et Liv,
Der hænger i saa tynd en Spindelvæv,
At det kan døe af Skræk, naar der engang
Gaaer Ild i Bomuldstotten. Han maa takke
Mig til, fordi jeg skaffed ham et Paaskud
Til at forføie sig herfra.

Noureddin.
Det var
Ey sønlig talt.

Aladdin.
Den store Allah veed
Om just jeg var hans Søn. Han var alt gammel
Da han min Moder tog, og hun var ung
Og smuk, hvis man kan troe hvad Rygtet siger.
Al Sefi, en Emir, kom tit i Huset;
Han havde mig ret kier; jeg lignte ham;
Han gav mig ofte før Foræringer;
Nu er han dræbt i Krigen af en Tyrk!

Noureddin.
Din Fader var saa gammel? Siig, hvad heed han?

Aladdin.
Hans Navn var Mustapha.

Noureddin
med stigende Opmærksomhed.
Og han var Skrædder?

Aladdin.
Med Liv og Siel!

Noureddin.
Og har alt længe boet
I Ispahan?

Aladdin.
Saalænge jeg kan huske.

Noureddin.
Knarvurren, vranten, hidsig af Gemyt?

Aladdin.
I kiender ham?

Noureddin.
En stræbsom gammel Mand.

Aladdin.
Ja rigtig!

Noureddin.
Som bestandig vilde
At man sig Noget skulde tage for,
Og ikke gaae paa Gaden om og drive.

Aladdin forundret.
Det er ham! Det er hans udtrykte Billed.

Noureddin omfavner ham.
Min Brodersøn!

Aladdin.
Hvordan? I er hans Broder?

Noureddin.
Hans kiødelige Broder! Muhamed
Du hellige Prophet! Jeg troede længst ham død,
Og haabed ey at træffe paa hans Slægt,
Og nu jeg finder en saa vakker Yngling.
Kom! Kom! Hvad hedder du?

Aladdin.
Aladdin.

Noureddin.
Rigtig!
Det skrev han froe mig til, da du var født.
Thi — hvad du sagde om Emiren nys -

Aladdin
undseelig og bange.
Ak! bryd Jer ey om det. Det faldt mig kun
Saa ud af Munden, kiereste Herr Fætter!

Noureddin.
O kom Aladdin! Kiere Brodersøn!
Kom, bring mig til din Moer. Hun lever dog?

Aladdin.
Her boer hun! Her i dette lille Huus.

Noureddin.
Du hellige Prophet! Hvor Skiebnen fører
Dog Alt besynderligt i denne Verden.

Jøden.
God Morgen, unge Herre! Har han Noget
At skakkre med? Jeg seer han holder Noget
Her bag sin Kiole. Vil han sælge det,
Saa kom til mig. Jeg være kan saa god,
Som Nogen anden Kiøber? Ikkesandt?

Aladdin.
Det kommer an derpaa. Hvad byder du
Paa dette Sølvfad?

Jøden
griber begierlig derefter.
Dette Sølvfad? Jo
Nu kommer vi nok strax, min unge Ven!
Tin! Tin er ogsaa godt. Kom lad mig see.

Aladdin.
Jeg slipper ikke Fadet af min Haand,
Før først du har betalt mig det. Jeg kiender
Nok Jøderne. Du kunde løbe bort
Og sige det var dit.

Jøden.
Du store Gud!
Hvad har han dog for nogle Tanker om mig.
Naa, siig, hvad vil han have for sit Fad?

Aladdin.
Hvad vil du give?

Jøden.
Veed han ikke meer
Af Kiøbmandskab? En Kiøbmand siger altid
Hvad Varen koster. Siden prutter man.

Aladdin.
Ak! jeg forstaaer mig lidt kun paa at høkre.
Siig rent ud hvad det vel kan være værd,
Og jeg vil troe dig paa et ærligt Ansigt.

Jøden
betragter først Fadet nøie, derpaa Aladdin.
Et ærligt Ansigt? Nu det kan jeg lide.
Han troer endnu paa Ærlighed i Verden!
Han er en vakker Søn, en vakker Søn.
Han seer saa ærlig ud. Han har vist ikke
Endnu ret seet sig om i Verden. Hæ?

Aladdin.
Hvad byder du mig Jøde, for mit Fad?

Jøden.
Nu! Faddet er ret smukt; det er af Sølv;
Men man kan ogsaa kiøbe Guld for dyrt.
Tager tvivlraadig en Guldpenge op af Lommen for at prøve Aladdin.
Hvad siger han om saadan Een, min Ven?

Aladdin tager den.
Dermed er jeg tilfreds. Afsides. Den er af Guld!
Ha! jeg er bange, han betænker sig,
At han fortryder paa sit Kiøb, og fordrer
Sit Guld tilbage. Jeg vil smøre Haser.
Løber bort.

Jøden.
Hør, unge Ven! Han er alt fløiten. Ha!
Han troede vist jeg skulde angre Kiøbet!
Jeg Sviin, jeg Klodrian, jeg dumme Bæst!
Han havde solgt mig det for halv saa meget,
For Fierdeparten, ja for Sietteparten. Raaber
Hei! Stop ham! Hold paa Tyven! Han er borte.
Ha gamle Dosmer! Taabe, som jeg er.
Betragter Fadet.
Vel er det tredsindstyve Gange mere værd,
End jeg betalte ham. Fiint, herligt Sølv. -
Maaskee han kommer tiere. Det faaer være
Nu som det er. Hvad hielper det at klage,
Nu det er giort? Ak Moses! hvilken Skam
For slig en gammel, rynket Skielm, som dig,
At snydes af en slig glathaget Tosse.

Ak Himmel! Ak! Nu har jeg hende seet.
Jeg stod og saae; og saae, og saae, og saae.
Jeg har ey mindste Roe, blier hun ey min,
Saa er det reent forbi, saa var det bedre
At jeg var bleven qvalt i Biergets Hule.
Min Moder spørger, for at undgaae hende
Løb jeg herhid, at sælge dette Bækken.
Det sidste! Saa kan jeg vel atter vove
At kalde Lampens Aand. Maaskee! — hvem veed! -
Ak! saadan har jeg aldrig været før.
Nei! Saadan har jeg aldrig, aldrig været!

En gammel christen Guldsmed
kommer ud af sin Bod, og gaaer hen mod Aladdin.
Bliv ikke vred, min vakkre, unge Herre!
Jeg ofte alt tilforn har Eder seet,
Her uden for min Bod. I kiøbslaaer med
En Jøde. Der kan gives brave Folk
Blandt Jøderne, som iblandt andre Sekter,
Og Skielmer iblandt dem, som iblandt Andre.
Den Jøde, som I handler med, det er
En Ærkeskielm. Hvad gier han Eder vel
For slige Fade, som I alt har solgt?

Aladdin.
En god Zechin.

Guldsmeden
slaaer Hænderne sammen.
Du milde Fredsens Gud!
Jeg giver Jer femhundrede Zechiner
For dette Bækken. Hvis der er en Guldsmed,
Som troer at kunne give noget mere,
Saa vil jeg giøre det, saavel som han.

Aladdin.
I er en ærlig Mand. Afsides. Hvem skulde troe,
At der var slige Folk iblandt de Christne? -
Kom lad os da gaae ind i Eders Bod.

Jøden kommer farende.
Hei! Holdt! Gevalt! Ha Skarn! Du Christenhund!
Berøver du mig lumsk min Næring! Hvad?

Guldsmeden.
Tie! Eller jeg skal rykke dig saalænge i
Dit røde Skieg, du gamle, blege Snyder,
At du skal aldrig snyde Nogen meer.

Jøden rasende.
Hvad snyde? Snyde! Det er en Idee,
En Phantasie. — Det som man vil, det vil man!
Det som man sælger, see det sælger man!
Og det, man faaer derfor, det faaer man for det.
Og har man A sagt, skal man sige B.
Det er med andre Ord: Er Fadet solgt,
Saa skal man ogsaa sælge Bækkenet.
Men den, som lumsk berøver Een sin Næring,
Det er en Tyv! en Kieltring!

Aladdin.
Visne Jøde!
Men er du gal?

Jøden.
Ja, hvis jeg ey faaer Bækk'net,
Saa blier jeg gal; thi Bækk'net maa jeg have!
Thi Bækk'net havde jeg giort Regning paa!

Aladdin prygler ham.
Gaae hiem med det, du blege Lumpenhund!
Og siig at du har snydt en Musselmand.

Jøden.
Hvad Musselmand? Hvem spør om Religion?
Naar det kun gielder om at snyde, snyder
Jeg alle Mennesker, om det saa var
Vor Herre selv.

Guldsmeden.
Kom med mig. Han er gal.
Han ofte har et Anfald, som idag,
Af Raserie, af Guldtørst. Lad os gaae.

Aladdin.
Da du er gal, saa vil jeg skienke dig,
Hvad ellers godt du kunde havt fortient.
Du burde føres frem for Cadi, Skielm!
Og bankes under Fødder til du gisped.
De gaae.

Jøden.
Abraham! Isak! Jakob! Spytter. I Halunker!
Er det at hielpe Eders Slægt og Afkom?
Ha! jeg vil hænge mig! Ja, jeg vil hænge.
Jeg havde sikkerlig giort Regning paa
Det skiønne Fad. Det hvide, blanke Sølv!
Ak! hvad er Livet uden Sølv og Guld?
Hvis jeg for Døden laae, med brustne Øine,
Og Een kun vilde komme hid, og holde
Et saadant Fad hen over mine Blik,
Saa fik de Liv igien, og jeg blev frisk;
Tilbage i de dødblaae Fingerender
Da Blodet foer, og de fik Muskelkraft,
Og rørte sig med Vellyst op mod Sølvet. -
Nu er jeg syg. — Jeg ryster! — Jeg er kold.
Det Fad var en uhyre Summe værd!
Jeg hænger mig; — thi efter dette Smæk
Har jeg ey længer til at leve raad.
Jeg hænger mig! — Men først vil jeg gaae hen,
I næste Christen-Bod, og stiele Strikken.

Hvad nu? Hvem banker atter paa min Dør?
Jeg sælger ikke Noget ud i Aften.
En Urtekræmmer er dog ingen Hund,
Som altid skal for Disken staae i Lænke,
Og fare ned med Næverne i Sæben,
Rosinerne og Theen, naar I fløiter?
I Aften er der Glæde overalt,
Saa vil jeg ogsaa glæde mig i Aften.

Morgiane.
Herr Naboe! Glæd han sig i Herrens Navn,
Saameget som han vil, det er ham vel undt!
Men vil han ikke ogsaa glæde mig
Med for en Skilling Olie til min Lampe;
Thi ellers maa jeg sidde hele Tiden
I Mørke, mens den hele Bye forresten
Har slig en Overflødighed paa Ild,
At det slaaer frem, som Hidsighed paa Huden,
Saa Gaderne seer ud, som om de havde
Skarlagensfeber, Frisler eller Fnat.

Urtekræmmeren.
Ey, Morgiane! Er det hende Moer?
Saa kom kun. Disse ubevante Lys,
De blinde mig. Jeg kan ey see for Lys!

Morgiane.
Og jeg kan ikke see for Mørke, Naboe.

Urtekræmmeren.
Ja, saadan er det. Begge giør os blinde,
Man skulde troe at Dæmringen var bedst. -
Naa siden det er hende, Moer! saa skal det
Saa nøye just ey komme an derpaa.
Forlanger hun den bedste Olie?

Morgiane.
Ney,
Ifald jeg turde bede Eder om
Den Sletteste; men det maa være Noget,
Som der er godt.

Urtekræmmeren.
Hun er en Oeconom.

Morgiane.
Ja ellers saae det galt ud. — Men hvad vil
Dog al den Stads og denne Lysning sige?
Jeg hører ogsaa hisset en Musik.

Urtekræmmeren.
Er hun den Eneste i Ispahan,
Som ikke veed, at Soliman, vor Sultan,
Sin Datter gifter bort i Aften med
Vezirens Søn, den unge Saladin?

Morgiane svimler.
Hvad siger I, Herr Naboe? Hvad, Herr Naboe?
Det forekom mig som I talde, Naboe!

Urtekræmmeren.
Saa tog I heller ikke feil, Moerlille.

Morgiane.
Ak, kiere Naboe! Saa maal om igien,
Og giv mig noget Vand at lugte til,
For Skillingen, jeg skal hae Olie for;
Thi jeg faaer ondt.

Urtekræmmeren.
Du hellige Prophet!
Hvad feiler Konen? Kiere Morgiane!
Hvad har I mod Partiet?

Morgiane.
Ak, jeg stødte
Min Ligtorn, Naboe! Det er hele Sagen.
Farvel! Jeg har ey Tid at see mig for,
Jeg strax maa ind og tale med min Søn.
Gaaer.

Urtekræmmeren ængstelig.
Nu render hun sin Vey, og laer mig staae
Med hendes Skilling. Hm! Hvad skal jeg giøre?
Hei! Morgiane. Hun er fløiten alt. -
Jeg er en ordentlig, en redelig,
Retskaffen Mand, som ikke Folk vil snyde.
Jeg har endnu til Dato aldrig stiaalet.
Hvad saadan man kan vinde ved sin Næring,
Det er en anden Sag, deri er hver
En Tyv. Med denne Skilling. Hm! Hm! Hm!
Det er en fattig Enke, det har tit
Mig skaaret i mit Hierte, naar jeg mærkte
At ey der var en Krumme Brød i Huset.
Man kan ey hielpe alle Folk. Forleden
Gav jeg den stakkels Kone dog to Svedsker,
For ingenting, at stille Hungren paa.
Men denne Skilling! — Hvis jeg skulde døe!
Jeg vil dog føre den til Bogs. Skriver. „Betroet
En Skilling af den gamle Morgiane.
Om der skal gives Olie eller Hodvand
For samme, vides endnu ey med Vished."
See saa! Det lettede! Det er saa godt
At skrive Saadant op, for Livs og Døds Skyld.
Noureddin.
Nu veed jeg det! Ved Lampen har han Slottet.
Sligt herligt Slot er ikkun Lampens Værk.
Og Lampen er paa Slottet, ey paa Jagt
Med Eyeren. Det sagde mig min Kunst.
O du Letsindige! Jeg kiendte dig.
Henslængt i Salen, i en Krog, bag Pillen.
Jeg haaber at mit Anslag vel skal lykkes,
Hvis ikke er der altid flere Midler.
Her boer en Kobbersmed, her maae jeg ind.

Kobbersmeden.
Ih see god Dag, min allerbedste Ven!
Er det mig selv, som her Besøget gielder?

Noureddin.
Ja, Mester!

Kobbersmeden.
Nu, det er mig grumme kiert.
Dernæst maa jeg fremdeles spørge: Kommer
I her til Vennen eller Kobbersmeden?

Noureddin.
Til Kobbersmeden.

Kobbersmeden.
Bravo, kiere Mand!
Det seer jeg tusind Gange heller end
I kom til Vennen. Ak! Besøg af den Slags,
Dem kiender vi: Saa skal de have Frokost,
Kahve, Tobak, Opvartning, og deslige.
Ney, bedste Mand! da maa jeg lide den
Som kommer smukt til Kobbersmeden; ham
Skal jeg ey føde, han skal føde mig.
Bliv ikke bange, jeg vil ikke flaae Jer!
Men siig mig bare hvor I fik at vide,
At her i Gaden var den gale Smed?
Thi jeg har endnu ikke hængt mit Skildt ud;
Det nye, atsige, thi det gamle hænger
Endnu, som det har hængt en halv Snees Aar;
Men Regn og Slud har slikket det saa reent,
Som Hunden slikker en Tallerken. Ha! ha!
I seer jeg er en Digter, en Poet!
Kan giøre Lignelser om Regn og Hunde.
Ha ha ha ha! Bliv I kun ikke bange!
Til Kobbersmed har jeg dog meest Genie.
Men hvem har sagt Jer, at jeg boede her?

Noureddin tør.
Slet Ingen. Folk kan ikke høre her
I denne Gade, altsaa ikke svare.
Jeg vædder, der er ey i hele Gaden
En eeneste complet, heel Ørehinde;
Det har I sørget for, min gode Mand!
Men da jeg kommer nys fra Barbariet,
Hvor kun der brøler Løver, Parder, Tigre,
Og altsaa har min Hørelse endnu,
Saa vidste jeg strax hvor I boede henne,
En fem, sex Gader herfra; jeg behøved
At gaae kun, som I indseer, efter Lyden.

Kobbersmeden afsides.
Den Karl er fiffig. Høit. Allerbedste Mand!
Det er ey mig, jeg tier, som en Muus;
Men det fordømte Kobber har den Vane,
At skraale, som det fik en Kniv i Halsen,
Og jeg maa banke det saa tit jeg vil,
Saa faaer jeg det dog aldrig til at tie.

Noureddin.
I skulde engang prøve med det Gode,
At bringe det til Artighed, og lade
Det staae ubanket.

Kobbersmeden.
Ney, den Læremaade
Forstaae vi os ey paa i Asien.
Jeg vædder, hvis jeg følger Eders Raad,
Saa ærgrer min Koldsindighed det saadan,
At det bespyer sig med den grønne Galde,
Og er istand til at forgifte Folk,
Som rører ved det. — Men til Sagen nu da!
Hvad kan jeg tiene Eder med? Hvis I
Vil givtes, sætte Boe, saa kom til mig!
See her er Kaffekander, Themaskiner,
Bradpander, Kasseroller, Suppekiedler,
Og Æbleskivepander; vel fortinnet.
Skal I til Feldts? Jeg smedder Hielm og Harnisk,
Saa godt som Potter og som Bradepander.
Hvo Eet kan giøre, giør det Andet med.
Er I ey ganske vel, lidt Patient,
Og ønsker et Stikbækken? Kom til mig!
Jeg har hvad nogen Moders Siel forlanger.

Noureddin.
Jeg ønsker mig en halv Snees Kobber-Lamper.

Kobbersmeden.
Tys!! Lad os tale sagte, bedste Ven!
Jeg har en Naboe, som er Lysestøber,
Han hader Lamper meer end Pestilenz.
Kom I med mig, op i mit Magazin,
Der skal I Lamper faae, som lyser bedre
End Maanen og Planeterne paa Himlen.
Atsige naar der først er Olie i dem,
Og Væger, og naar Vægerne er tændte.

Noureddin.
Saa gaae vi denne Vey?

Kobbersmeden.
Ja, bedste Mand!
Tag Jer iagt for Trinnet. Smudsk Jer ey
Paa Væggene; husk, I er hos en Smed!
Her op ad Trappen! Stød jert Hoved ey
Mod Bielken under Loftet. Nu kun frisk!
Manden.
Hvad godt min Ven?

Aladdin.
O, med Forlov at spørge,
Er ey den gamle Morgiane hiemme?

Manden.
Jo, kiere Ven! og hvis jeg ey taer feil,
Saa gaaer hun ey saa hurtig ud igien.

Aladdin.
Er hun da syg?

Manden.
Der feiler hende intet.

Aladdin.
Nu, det var vel. Jeg har just noget Vigtigt
At tale med den gamle Kone om.

Manden.
Da er det Skade, at I kom saa silde,
Thi til at tale er hun ikke opsat.

Aladdin.
Er hun derinde i det lille Kammer?

Manden.
Ja, i det lille Kammer er hun, Ven!
Men ey i dette Huus.

Aladdin.
Hvor er hun da?

Manden.
Paa Kirkegaarden, bag ved Hyldetræet.

Aladdin.
Ha! nu forstaaer jeg Eder. Hun er død.
Og I har nok kiøbt dette Huus fornylig?

Manden.
Ja rigtig.

Aladdin.
Har I intet derimod,
Saa lad mig gaae lidt ind i hendes Stue,
Hvor før hun boede?

Manden.
Gaae I kun med Gud.
Alting staaer endnu som det fordum stod,
Det gamle Husgeraad og hendes Rok.
Jeg veed ey hvad jeg skal begynde med det,
Det gamle Skramlerie! Det duer ikke,
Og der er ingen Arvinger. Thi Sønnen
Har jo forbrudt sit Gods og Liv.

Aladdin.
Ja, Ven!

Manden.
Det er dog tungt for slige gamle Folk.
Hun døde nu af Kummer for sin Søn,
Det skammelige Skarn!

Aladdin.
Du har Genie!
Du fløiter af Gehøret dine Viser,
Uden at kiende Noderne og Takten. -
Tillader I at lidt jeg gaaer derind?

Manden.
Gaae I derind, saalænge som Jer lyster,
Men tag ey ilde op, jeg gaaer ey med,
Jeg har Forretninger at passe.

Aladdin.
Pas dem!
Og spild ey Tiden med Betragtninger.