Naar Natten udruller sit sorte Slør,
Naar Dagen døer,
Naar Himlen, berøvet sin blanke Lue,
Ruger ned, som en skummel Fængselbue,
Da fremluer, Freya! din Rok saa blid,
Ved Kierligheds salige Midnatstid,
Sødtstraalende, bævende, hvid.

Og mens den funkler med venlig Ild,
Du deilig mild,
Med runde Fingre den Silke spinder,
Som du om Rosenkiederne binder,
Hvormed du kierlig og elskovsvarm,
Med den runde, sneehvide Arm,
Slynger Yngling og Pige, Barm til Barm.

Og da nu hver voxen Svend og Møe
Vil heller døe,
End vandre fiernet fra Elskovsflokken,
End mangle Roser og Traad af Rokken,
Saa sukker til dig det hele Nord,
Og du bønhører hvert kierligt Ord.
Derfor er din funklende Rok saa stor!