Du Ungersvend, som sukker taus med blegen Kind,
Fordi ei Freya signer dit Bryst,
Fordi du ei kan bøie stolten Piges Sind,
Fordi dig Vaaren nægter sin Lyst;
Klag ei over Frey, hun deler din Qval,
Selv hun sørger i Lunden saare,
Selv hun fælder den gyldne Taare,
Eensom forladt i Løvets Dal.

Vist Elskovs Fryd med ingen Glæde lignes maa;
Men Elskov ligner en Vaar i Nord:
Naar een Dag Solen skinner fra sin Himmel blaa,
Tre Dage Slud omslører vor Jord.
For een lille Fugl, som siunger i Dal,
Findes der ti, som hæsligt pibe.
Rundtom qviddre Spurv og Vibe,
Sielden fløiter en Nattergal.

Og sielden findes ret en deilig Lilievand;
Men har du nu henrykt fundet Een;
Maaskee hun dog er ond, og har en slet Forstand,
Frugt bærer ei hver Blomstergreen.
Men har hun Skiønhed, og er hun bold,
Dog ei din Glæde du forkynder,
Thi grusomt hun en Anden ynder,
Og vender din Elskov Ryggen kold.

Hvor meget sig i Verden dog forene maa,
For Elskoven ret at trylle frem!
Først: et Par Hierter, som hinanden vel forstaae,
Saa Ynde, som ledsager dem;
Saa Maanen med sin Straale ned
I Vaaren, giennem Bøgens Grene;
Saa at de træffes kan allene, -
Saa Kys, — og saa Uskyldighed!