Naar eensom og allene
Jeg giennem Landet gaaer,
Og for de gamle Stene
Med barnlig Andagt staaer,
Og paa den Troskab tænker
Der kraftig ind Dem gav
Taknemlig, uden Lænker,
At pryde Heltens Grav;

Naar under Kirkens Bue
Jeg stander høit omhvalt,
Og seer den fromme Lue
Der har beseglet Alt,
Hvorledes Alt forfalder,
Hvorledes sørgelig
Den fromme Manddoms-Alder
Bag Støvet skiuler sig;

Naar da jeg bleg har fundet,
At Kraften længst gik ud,
At Fromhed er forsvundet,
At Faa kun troe paa Gud,
Naar da jeg hen vil ile
Udi din Favn, min Ven!
For ved dit Blik at smile,
Og hente Kraft igien;

Og naar da nu jeg finder,
Du est der heller ey,
At sørgende Kierminder
Kun blaane paa min Vey,
At Intet mig omgiver
Som støtte kan min Fod,
Naar nedtrykt da jeg bliver,
Og taber plat mit Mod;

Da giennem Buskens Gitter
Hun trænger ind til mig,
Og rækker mig sin Cither -
Og jeg er lykkelig!
Hver Fryd da frem jeg qvæder,
Hen i mit dunkle Lye,
Og alle svundne Glæder
Omringe mig paa nye.