I et Halvhundredeaar jeg Harpen rørte,
Mig Landsland tidt og Nabo gierne hørte,
Og denne skiønne Løn i Høstens Dage
Forfrisker, kalder Vaaren mig tilbage.

Men, Ydun! første, sidste Elskerinde!
Nu vil du ogsaa vel snart fra mig svinde?
Jeg holder ikke paa dig; thi din Vinge
Maa være fri, du lader dig ei tvinge.

End rinder Blodet let i Skialdens Aarer;
Med Yndlingslatter og med Pigetaarer
End røres han, henrives af det Skiønne,
Og paa hans Eeg er alle Blade grønne.

Men snart paa Egen maa dog Harpen hænge;
Thi Oldingsungdom varer ikke længe.
Velan! et venligt Qvad imellem kunde
Dog tækkes jer endnu fra mine Lunde.

Mit aandelige Hverv og Livets Pligter
Bestod ei blot deri, at være Digter;
Høistolens Lærer var jeg i det Skiønne,
Og mangen Ædlings Tak mig monne lønne.

Hvor ofte saadan mødtes Aand mod Aanden!
Et venligt Blik, et kraftigt Tryk af Haanden
Var Løn af Manden for den Ynglingslue
Der nærtes i et Forelæsningsstue.

En Sang om Digtekunst jeg eder byder,
Og haaber, Ingen Gaven vredt forskyder.
For tyve Sekler siden af sin Have
Horatius alt rakte slig en Gave.

Hans Digt blev vel modtaget; længe, længe
Det oversattes af Europas Drenge,
Der siden Karle blev med Skiæg om Hagen,
Og Mangen selv en Kæmpe stærk for Smagen.

„Men gaaer du i dit Hverv dog ei tilbage?
Nutiden er ei længer gamle Dage;
Metaphysiken strengt Adepten vier
Til Kunstforstand i tykke Theorier."

Ven! ingen Theorie kan Skialde tvinge
Til efter Forskrift Værker at fuldbringe;
Og Theorie har ingen Mand forstærket
Til mere lifligt at modtage Værket.

En Digter ogsaa stedse var prophetisk;
Hvad practisk han har lært, ei theoretisk,
Det bør han ud i Fremtid lade vandre.
Hvad Hver kan bedst, vel bedst han lærer Andre.

Aarhundreder har Kræfter lagt for Dagen
I mange Ting; men gaaet frem i Smagen
Er vi ei meget trods de lærde Miner,
Og Smag frembringes ikke med Maskiner.

Jeg tænker: endnu stadigt om de Gamle
Kan Kunstens unge Venner sig forsamle.
Hvad Aristoteles, Horats os bragte -
Begyndelsen var god, ei at foragte.

Indsigt og sunde Dom! Det følte Lessing,
Som viste: meget yngre Guld var Messing.
Min Lærer! ei Misundelsen dig hilded,
Spidsfindig Egensind dig ei forvilded.

At gaae i dine Spor, det var min Higen;
Og hvis maaske jeg bidrog til Berigen
Af nye Tanker for det gamle Kiære,
Da er det mig en uskatteerlig Ære.

Den dybe Følelse, den fine Tanke
Let dunster bort, naar ei den har en Skranke,
Et Kar, som holder den i Indelukke;
Og Rimet er en slig Ydunakrukke.