Jeg vaagnede ved Nattergalens Slag.
Naturen rödmed, Natten var forsvunden.
Med Harpen taus jeg traadde ud i Lunden.
Det var min kiere Piges Födselsdag!

Med Taarer hen i Solens Glands jeg saae.
Alt funkled mig saa broget, mildt imöde.
Kierminderne var dobbelt himmelblaae,
og Roserne var dobbelt purpurröde.

Og Lærken hisset, paa den grönne Vang,
steeg höit fra Græsset, under sölvblaa Sphære,
og qviddred, syntes mig, en Morgensang
paa Emmas Födselsdag til hendes Ære.

Da steeg saa vildt, saa underligt min Aand.
Mit Hierte blussed og jeg famled længe,
för, skielvende af Glæde, med min Haand,
jeg kunde finde Harpens brune Strenge.

Og da jeg nu ved Strengens sagte Lyd,
midt i den skiönne Cirkel, vilde stræbe
at synge om min Elskov og min Fryd -
da var min Tunge stum og taus min Læbe.

Da lod jeg modlös Harpen synke ned,
og spurgte med en Taare i mit Öie:
Hvi nægter du mig grumt, du Evighöie!
paa Emmas Dag at synge Kierlighed?

Men see da blev jeg vaer en fager Mand,
med Pensel i sin Haand han længe skued
mod Östen hen, hvor Morgenröden lued,
mildt over Busken, i den gyldne Strand,

Og ofte saae jeg ham at male ned;
men svage var hans Træk og uden Lykke.
Da raabte han med Fryd: Hvad kan udtrykke,
o evige Natur, din Herlighed!

Og over Field jeg hörte Echos Lyd:
Natur, dit sande Liv kan ingen male!
Og giennem Roser hörtes Zefir tale:
O mindre Elskovs höie, söde Fryd!

Da gav jeg Glæden i mit Hierte Rum;
da standsede min Taare med min Klage.
Til Emmas Bryst jeg vendte taus tilbage
og takked Gud, fordi jeg var saa stum!