Dybt Bölgen sank, höit Bölgen foer,
og paa den kolde Strand
sad rolig ved sin Medesnoer
en fattig Fiskermand;
og som han sad og stirred ned,
da svulmed Bölgens Top.
En Havfrue over Havet gled
og steeg paa Stranden op.

Hun saae paa ham, hun sang til ham:
Du haarde Fisker siig,
hvi dræber du min Æt saa kier,
ved lumske List og Svig?
Ak vidste du hvor Fisken er
tilfreds paa Havsens Bund,
da fulgte du mig strax for der
at leve glad og sund.

Gaaer ikke Soels og Maanes Vei
ned under dybe Hav?
og stiger skiönne Ansigt ei
kiöltaandende deraf?
Den dybe Himmel vinker huld,
det blaaligklare Skier,
dit eget Billed længselfuld
fra Havets Flade her.

Dybt Bölgen synker, höit den gaaer
og væder Strandens Piil,
saa underligt hans Hierte slaaer,
som ved den Elsktes Smiil.
Hun saae paa ham, hun sang til ham,
bag Havet Döden leer.
Halv trak hun ham — halv segned han!
Man saae ham aldrig meer.