Alt opreist Maanen staaer
Bag sorte Skove,
Og Nattergalen slaaer
For Gud at love.
Dens Toner smelte blødt
Og tone længe,
Og Bækken griber sødt
I sine Strenge.

Midt i den friske Skov
Een Blomst kun visner,
Snart er den Dødens Rov,
Dens Hierte isner;
Men lad kun Blomsten døe!
En bedre springer
Snart af det faldne Frøe,
Paa Æthervinger.

O Nat! snart vil maaskee
Din hulde Maane
Mit blege Ansigt see
I Døden blaane,
Lad den da smile smuk
Paa mig i Nøden,
Og mød mit sidste Suk
Med Morgenrøden!

O Israfil! saa kom
Med Dødens Blikke!
Bring mig for Allahs Dom!
Jeg skielver ikke.
Velsignet er hans Navn,
Han huldt forlader.
Knug mig kun i sin Favn!
Han er min Fader.
Hun falder i en sød Søvn.

Hindbad
træder sagte ind.
Ha! det er vel at Maanen skinner ind
Saa klart i Hytten. Nu kan man dog see.
Der ligger hun og sover paa sin Løibænk,
Af tørre Siv, og i den gamle Kutte.
See, hendes Hænder folder sig i Søvne.
Hvi har hun ogsaa sine Klæder paa?
Nu maa hun vaagnes først, thi støder jeg
Min Dolk i hendes Bryst, saa blodiggiøres
Det Tøy, som jeg nødvendigviis skal bruge.
Sætter sin Dolk for hendes Bryst og raaber:
Vogn op, Fatime!

Fatime vaagner.
Himmel! hvad er det?
Est du en Røver? Siig, hvad vil du her da
I denne ringe Hytte? Her er intet,
Som tilfredsstiller din Begierlighed.
Skaan mig! jeg er en gammel, fattig Qvinde;
Og blæs ey ud det svage Glimt af Lys,
Som slukker snart sig af sig selv.

Hindbad.
Stat op!

Fatime.
O Himmel! Pillegrim! Hvi kommer du
Her midt i Natten hid med denne Dolk,
Der glimter vildt i Vrede, som dit Øie?

Hindbad.
Stat op! og frygt dig intet; men vær snar.
Drag dine Klæder af og giv mig dem!
Din Hette og dit Slør, din Krykkestav.
Der er min Kappe! Den kan du beholde
Saalænge, mens jeg laaner dine Klæder.
Men skynd dig, og hold ikke Tiden op
Med Spørgsmaal.

Fatime.
Arme Vandrer! raser du?
Hvad vil det sige? Sæt dig, du est træt,
Den lange Reise hidset har dit Blod,
Du taler over dig. Kom, sæt dig ned!
Hvil dig, at de vildfarne Kræfter atter
Kan finde deres rette Vey igien.
Der staaer en Kurv med kiølne Frugter. Bie!
Nu vil jeg hente dig en Krukke Vand.

Hindbad
sætter hende Dolken for Brystet.
Staae! — Jeg er ikke træt, og mine Kræfter
Har ey forladt mig. Giør hvad jeg befaler!
Drag ud din Kutte, byt med mig din Dragt.
Ifald du nøler eller nægter det
Saa støder jeg min Dolk i Brystet paa dig.

Fatime.
O Himmel! O jeg frygter ey for Døden;
Men rives op af Søvne, for at myrdes -
Hav Naade!

Hindbad.
Qvinde! giv mig dine Klæder,
Og ved min Salighed, ved Allahs Retfærd
Og ved Prophetens Magt, jeg skaaner dig!

Fatime
bytter Klæder med ham og hielper ham dem paa.
Nu har jeg opfyldt din Begiering, Pilgrim!

Hindbad.
giver hende en lille Bodike
Stryg mig med denne Farve i mit Ansigt!
Den snerper Huden ind og giør den brun.
Som du jeg maa hae Rynker i min Pande.

Fatime.
Ak Gud! jeg ryster paa min gamle Haand;
Og i din Pande er der Rynker nok.

Hindbad.
Jeg har jo svoret dig ved Himlens Gud.
Et Ord, som mangler Daad er som en Skye
Foruden Regn, og som en strengløs Bue.
Mal mig, at jeg, som du, seer gammel ud,
Og gusten og forbrændt af Solens Hede!

Fatime.
Nu har jeg giort det.

Hindbad.
Er du færdig alt?

Fatime.
Ja, Fremmede!

Hindbad.
Du har jo hidindtil
Endnu ey været hos Aladdins Hustrue?

Fatime.
Ney. Men hun tit har ønsket sig min Omgang.
Hun er saa from og blid, og jeg har lovet
Snart at besøge hende.

Hindbad.
Du fik Forfald. —
Har hun vel seet dig hidtil?

Fatime.
Ney.

Hindbad.
Det træffer
Sig herligt. Støder Dolken i hendes Bryst. Gak du nu kun til din Gud!
Du har alt levet nok i dette Liv.

Fatime.
Den Onde er alt død imens han lever,
Den Gudhengivne lever efter Døden.
Hun døer.

Hindbad.
Nu maa jeg slæbe dette Legem bort,
Hen paa et øde, et afsides Sted.
Imorgen alt besøger jeg Prindsessen,
Og haaber da ved hende at faae lokket
Aladdin til et saadant Syndefald,
At Lampens Aander knækker Halsen paa ham.
Thi ved min Kunst har jeg alt grundet ud,
At den, som fræk misbruger Lampens Magt,
Maae miste den med Livet, hvorpaa Lampen
Kan atter hentes i sit gamle Field.
Er den først der, saa har jeg Spillet vundet.
Et Øieblik, saa har min Skat jeg fundet!
Min Broders Slæb og Flid, min egen Kløgt,
Den som forener begge, haaber trygt.