Det Mythiske Naturens Kraft forvandler
Til Menneske; men Eventyret handler
Paa modsat Viis, det frygter ei Uhyret,
Giør Mennesket til Træ, til Steen, til Dyret.

Det Mythiske dig billedgiør en Tanke;
Men Eventyret kiender ingen Skranke;
Sit Billed henter det fra fjerne Kloder
I Anelser, og Drømmen er dets Moder.

Og altid Phantasien ei, selv Anden,
I muntre Syner taler med Forstanden,
Som ved dens Drømmebilled glædes rolig;
Med Hemligheden giør den dig fortrolig.

Og gierne lod du dine Kinder hvidte
Af Rædsel, naar den ind lod Øiet titte
Igiennem Sprækken paa den Dør, som skiuler
Livsgaaderne, bag Dødens, Gravens Huler.

Naar Hamlets Fader kommer, — myrdet, jordet -
Naar Bancos Liig vi see ved Spisebordet;
Da er det, — naar den ei af Lamhed hærdes, -
Vor egen Aand, som for sig selv forfærdes.