Evald! naar dig jeg mindes, da mørknes mit Øye med Taarer,
Rosen med nagende Orm skranten paa Heden jeg seer.
Skiebnen satte den hen i Lyng, og den drivende Regnskye
Skienkte den, sparsomt kun, enkelte qvægende Stænk.
Kroget da skiød den sig frem, halvvisnet den bukked mod Jorden,
Endnu dog uskadt en Knop stod, paa fortørrede Stilk.
Nornen i sølverbølgende Klædebon foer over Heden,
Saae den ved Midnattens Lys qvalt mellem Tidsler at staae.
Sødt hun da smilte, men klar stod i Øiet en funklende Taare.
Taaren paa Knoppen nedfaldt flux, og den aabnede sig.
Og til Forundring en Rose sig herlig udfolded i Purpur.
Endnu de seneste Aar qvæger dens liflige Skier.
Venlig i Ungdomsglands steeg frem den elskværdige Yngling,
Smidig den skinnende Lok vandt sig om blankeste Staal.
Elskovsvarm han sukked, han sang sin brændende Længsel,
Sank saa ned i sit Blod, Rosenblod, atter paa nye.
Frem da for Nordens Zeus den herlige Sanger Gud Bragi
Bragte nu Rosen i Hast, henrykt med blussende Kind.
Odin saae den og smilte, der trilled paa brunlige Kind Graad,
Aldrig man græde ham seer, kun naar han mindes sin Søn.
Harmfuld lød hans Røst mod Nornen, fra straalende Hlidskialf:
Ygdrasils grusomme Møe! hvi har du Spiren nedtraadt?
Hvi har du dræbt det sindrige Blik med Smerte, hvi blændet
Det med Bladguldets Prunk, slukt det i Samtidens Dunst?
Havde han ikke fortient at du bortrev det dæmrende Forhæng
Fra det ærværdige Nord, viste ham det i sin Kraft?
Med sine hellige med Sagn og med Sagnenes store Betydning,
I sin uborgede Glands og Eiendommelighed?
Sielden og stor var hans Aand, du lænked de udstrakte Hænder,
Herlige Toner dog tit lød fra forstemteste Streng.
Ret som Ydun han sad, i Jothumheims goldeste Fieldkløft,
Fængslet, med Taarer paa Kind, Æblerne skiult i sit Skiød.
Bragi! den Balder som her i din Evalds Rose fremblusser
Er min Balder vel ey, men eyendommelig hans!
Lad da din blomstrende Hustrue med snehvide Hænder en Egekrands
Vinde kring Issen, som Sorg langsomt til Jorden har tyngt.
Slige var Alfaders Ord, og usynlig for starblinde Mængde,
Men dog synlig for dig, vandt hun din Tinding en Krands.
Sprængte den venlig med Dug, for at kiøle din brændende Pande,
Qvæget da i hendes Arm sank du og udgav din Aand.
O betydningsfuldt var dit Liv, du salige Martyr!
Stærke Laokoon du! med det omsnørede Bryst.
Stor var Slangen og grum som omspændte de kiempende Muskler,
Midgaardsormen det var, Jordens omringende Qval.
Hellige Skiald! din Død var Balders: Den grusomme Skieb