Aladdin.
Ak kiereste Herr Fætter! I fortæller
De bedste Eventyr, som jeg har hørt
I al min Levetid. Det er en Lyst
At høre Eder saadan tale, Fætter!
Det forekommer mig, som om jeg var
Langt klogere, end da vi først gik ud
Af Porten. I har viist mig rundtomkring
I alle Verdens Dele. Hvad I siger
Om Handelsdriften, er fornøieligt
At høre paa; dog maa jeg tilstaae reent ud,
At hvad I talde om Naturens Kræfter,
Dens skiulte, underlige Skatte, om
De Mennesker, som af en venlig Skiebne,
Tit pludselig faae det som Andre hige
Forgieves efter deres hele Liv;
Om det Usynliges Indvirkning i
Det Synlige, og alle slige Sager,
Det mored mig af alle Ting dog meest!

Noureddin.
Det er og det Mærkværdigste, min Søn!
Det Helligste, hvortil vor Siel sig hæver.

Aladdin
seer sig forbauset omkring.
Men Hillemænd! Hvor er vi kommen hen?
Henrevet af hvert Ord, I sagde mig,
Har jeg saa reent forglemt at huske Veyen,
At langt fra Haverne, ud over Marken
Vi komne er, og staae nu midt imellem
De vilde Bierge. Rigtignok det kom
Mig for, som jeg blev træt engang paa Veyen,
Men det var snart forglemt. Er det maaskee
Saaledes ogsaa gaaet Eder, Fætter?

Noureddin.
Ney, elskte Søn! Med Forsæt har jeg ført
Dig uformærkt fra Stadens Larm og Bulder,
Ind i den vilde, herlige Natur.
Af barnlig Glæde slog dit unge Hierte,
Da hist igiennem Haverne vi gik,
Der, som en stor uhyre Blomsterkrands,
Den store Steenhob kiøler og omdufter.
Og skiønt jeg nægter ey at disse Lunde,
Hvor Kilden risler, Pomeranzen lugter
Og qvæger Tungen med sin hulde Saft,
Er et husvalende og venligt Syn,
Saa staaer dog denne smaalige Natur,
Af Nødtørft sammentrængt i visse Grændser,
Opvoxet inden Eyendommens Skranker,
Og under Eyermandens Herskerblik,
Saa langt tilbage for Naturen, i
Sin dristige og grændseløse Rigdom,
Som Natte-Faklen for den lyse Sol. -
Tilsyneladende tilfældigviis kun,
Men i mit Hierte sindrig overtænkt,
Har jeg paa Veien ledt din muntre Aand,
Fra ringe Gienstand til en større Udsigt.
Jeg vilde stemme dig til, uformærkt,
At vænnes til det høist Forunderlige.
At ikke, som en rask og vælig Ganger
Vel af Natur, men stakket paa Forstand,
Du skulde studse ved uventet Knald.
Det har jeg giort; og troer nu at jeg vel
Kan uden Fare sige dig min Hensigt.

Aladdin.
Tael kun, Herr Fætter! Jeg er ikke bange.

Noureddin.
Saa viid, min Søn! At jeg i mange Aar
Har grandsket i Naturens lukte Bog,
Og at det endelig ved ufortrøden,
Anstrænget og usvækket Flid tilsidst
Mig lykkedes at spore Sager op,
Som ikke sees af Mængdens matte Øye.
Blandt Andet har jeg sikkert grundet ud,
At netop her, paa dette Sted vi staae,
En Hule hvælver sig dybt under Jorden,
Hvor alt hvad Bierget giemmer i sin Favn
Langt skiønnere og mere glandsfuldt blomstrer,
Med stærke Straaler i en evig Vaar,
End Overfladens skrøbelige Planter,
Hvor Farven falmer hurtig som den kom,
Og efterlader kun den visne Stub.
Hvis nu min Ven Aladdin! du har Mod
Til at betragte denne skiønne Hule,
(For din Skyld gik jeg kun den lange Vei,
Thi jeg har ofte seet slig Herlighed)
Saa vil jeg, ved et mørkt forblummet Ord,
Og ved at tænde Ild i nogle Qviste,
Snart sikkert finde ud den skiulte Indgang.

Aladdin.
Hvordan, Herr Fætter! Her? Her er en Hule?
Her under denne Plads, jeg træder paa?

Noureddin.
En deilig Hule, hvor Naturen har
Gavmild forenet al sin spredte Skiønhed.

Aladdin.
Og denne Indgang, som er ganske skiult,
Den kan I finde ved at brænde Qviste
Og tale nogle underlige Ord?

Noureddin.
Ja, elskte Søn! Det skienkte Allah mig.

Aladdin.
Nu har jeg aldrig hørt saa galt!

Noureddin.
Du er
Dog ikke bange?

Aladdin.
Bange? Paa det Lav.
Men — det er dog jo høist besynderligt!

Noureddin.
Hist hvor de tørre Grene hænge ned,
Af Solen marvet ud, paa brændte Field,
Did gak! og hent en Dragt af trøsket Qvas;
Men skynd dig Søn! Thi Natten stunder til.

Aladdin.
Herr Fætter! Eders Villie er min Lov.
Jeg higer efter denne skiønne Hule,
Og henter Træe til den fornødne Ild.
Gaaer.

Noureddin.
Saa er da nu den store Time kommen,
Der sætter mig i fast Besiddelse
Af alle Jordens mange Herligheder!
Her er det lidet, ubekiendte Sted,
Hvorefter jeg har ledt min hele Livstid,
Og reist saa mange, mange hundred Mile.
Aladdin er mit Værktøi. Hisset kommer
Han sorgesløs, med en Dragt Ved paa Ryggen.
Af Hastværk har han neppe Tid at see
Hvorhen han flytter Foden, mens han gaaer.
O du enfoldige Letsindighed!
See dig omkring, og qvæg for sidste Gang
Dit Øie i det friske Blomsterskiær,
Dit arme Legem i det blide Solskin.
Snart gisper du i Mørket, uden Sol,
Og uden Blomster efter Hungersdøden.
Dog hvad Medlidenhed? Enfoldig Svaghed!
Betænker sig Naturens Grubler paa,
At stikke Naalen i Insektets Ryg?

Aladdin
kommer tilbage med Brænde paa Ryggen.
Herr Fætter! Her er Brænde til en Ild,
Hvorved I stege kan en Elefant.
Men, medens jeg gik hisset om, og ledte,
Og samled Qviste op, og bandt dem sammen,
Og lagde dem paa Ryggen, og gik fort,
Saa faldt det gamle Eventyr mig ind
Om Abraham, som vilde offre Isak,
Hvordan den arme Dreng selv maatte slæbe
Det Træe hvorpaa han skulde været brændt.
Men Allah sendte ham en Cherubim
Til Hielp fra Himlen. Allah hielper altid,
Naar Nøden størst er. Ikkesandt Herr Fætter?

Noureddin forvirret.
Ugrundelig er Allahs Viisdoms-Vey!

Aladdin.
Den gode Isak var dog ganske vist
En lille bitte Smule alt for dum,
At ey han kunde mærke slige Stræger.
Det skulde været mig? Jo jo min Karl!
Dog, det er vel et Eventyr det Hele!

Noureddin.
Formodentlig. Saa! Læg nu Riset der.
Saa vil jeg strax slaae Ild. Men end et Ord.
Jeg stedse, fra det første Øieblik,
Jeg saae dig gramse Pommeranzen hist,
Har holdt dig for en vakker Dreng, en Knøs,
Der ey var bange, som en gammel Kierling,
Men rask og uforsagt, og gierne vilde
I Lav med det, som var besynderligt.

Aladdin.
Hvis det er Eders Tanker om mig, Fætter!
Saa haaber jeg I ey har taget feil.

Noureddin.
Velan da! Da du er min Brodersøn,
Og da jeg elsker dig og gierne vil
Forskaffe dig en Glæde, som tilforn du
Har aldrig nydt — saa gaaer vi nu til Sagen.
Naar jeg har slaaet Ild i dette Qvas,
Og kastet Røgelsen, og talt derover,
Saa ryster Jorden. Og naar det er skeet,
Faaer du en Steen at see, som skyder frem sig
Af Jordens Skiød, fiirkantet, med en Jernring.
Den løfter du med ringe Kræfter op,
I det du nævner sagte ved dig selv
Din Faders og din Bestefaders Navn.
Og neppe har du veltet Stenen bort,
Før strax du seer en Trappe, ned ad denne
Du stiger. Frygt dig ey for Hulens Mørke,
Det svinder snart; thi Grottens klare Frugter,
Som Stierner spillende i alle Farver,
Snart lyser atter, med langt mere Skiønhed,
End denne lumre, svoveltændte Sol.
Først kommer du igiennem trende Grotter,
Hvor Guld og Sølv, ret som i store Tønder,
Er sluttet ind udi Granitens Kløfter.
Gaae det forbi, rør heller ey derved,
Det sidder fast, du spilder ikkun Tiden.
Naar disse trende Kamre nu du først
Har giennemvandret, ak! da kommer du
Ind i en Have. Paradisets Have
Var ey saa smuk; maaskee dog var det den,
Som flygted did ned efter Syndefaldet.
De herligste og straalerigste Frugter
Af allehaande Farver, røde, blaae,
Græsgrønne, violette, hvide, gule,
Som Ædelstene i en Sultanindes
Guldørnring, hænge der i herlig Orden.
Hvor gierne gik jeg ikke selv derned.
Men ak desværre! Een ad Gangen kun
Kan nyde denne Fryd; for din Skyld dog
Jeg gierne nægter selv mig denne Lykke.
Alt hvad jeg fordrer for min Godhed mod dig
Er, at du heelt gaaer op igiennem Haven,
Til Muren ligefor i den dunkle Baggrund.
Der hænger i en røget, mørk Fordybning
En gammel Kobber-Lampe. Den skal du
Hidbringe mig. Du veed jeg er en Ven
Af gamle Snurrepiberier; jeg
Har sagt dig at jeg samler slige Sager,
Og Lampen, uden Værd for alle Andre,
Har altsaa dog en indbildt Værd for mig.
Paa Veien, naar du gaaer tilbage, maa
Du gierne plukke dig saamange Frugter,
Som du kan bære, for at bringe hiem.
Men skynd dig kun, og bring for alt mig Lampen.
Du har ey nødig selv at frygte for
At den skal smudske dig; naar du har slukt
Dens Ild, og øst dens Olie ud paa Jorden,
Saa tørres den strax ganske af sig selv.

Aladdin.
Godt, kiere Fætter! Jeg er redebon.

Noureddin
tager en Æske frem med Røgelse, og kaster Noget deraf i Ilden. Strax derpaa høres et svagt Tordenbrag. En Lynstraale slaaer ned i Jorden, hvor Røgelsen brænder. Jorden skielver. En stor fiirkantet Marmorsteen skyder sig op, horizontal med Jordens Overflade. I Midten deraf er befæstet en stor Jernring.

Noureddin.
Kom nu Aladdin! Skynd dig! Ufortøvet!

Aladdin angest.
Ak ney, Herr Fætter! Kiereste Herr Fætter!
Forskaan mig! Ak! Jeg tør det ey! Jeg ryster!

Noureddin
slaaer ham i Hovedet saa han tumler.
Barnagtige, foragtelige Dreng!
Troer du at giekke mig? Har jeg for din Skyld
Saa svart et Arbeid foretaget mig,
At du, som en forkielet Skiødehund,
Skal staae og ryste, mens man klapper dig?
Flux grib i Ringen! Eller ved Propheten
Og ved den store Salomon, jeg lænker
Dig fast til denne Steen, og reiser bort
Til Afrika, hvorfra jeg kom, og lader
Dig og din Moder i Elendighed.

Aladdin.
Ak kiereste Herr Fætter! Vær dog ey
Saa vred, saa grusom. Jeg vil gierne giøre
Hvad I befaler mig.

Noureddin formildet.
Ret saa, min Søn!
Saa vil du ogsaa vorde lykkelig.
Du bløde Sind! Staaer ikke Taarerne
Ham alt i Øiet.
Klapper ham paa Kinden.
Skam dig dog, Aladdin!
Vær en fornuftig Dreng, saa skal i mig
Du altid see en god, en gavmild Fætter.
Jeg staaer dig jo dog nu i Faders Sted,
Og derfor er det Pligt at straffe dig,
Naar du fortiener det. Det er jo til
Dit eget Bedste. Kom nu hid, min Søn!
Og lad mig see at du har Mod i Brystet,
Grib Ringen fat og nævn din Faders Navn,
Og saa din Bestefaders.

Aladdin.
Nu velan da!
Han mumler sagte ved sig selv, griber derpaa i Stenen, men kan ikke rokke den.

Noureddin
afsides, i det han farer forfærdet tilbage.
Ha! hvad er det? Du hellige Prophet!
Har jeg ey skuet ret? og gaaer jeg vild?

Aladdin
med en stille Forundring.
Ja tænkte jeg det ikke nok.

Noureddin.
Hvad tænkte
Du Dosmer! Nævnte du din Faders Navn?

Aladdin.
Af Agtelse for Eder, kiere Fætter!
Jeg nævnte Mustaphas og Casems Navne,
Men Stenen ligger fast som Bierget selv.
Men vil I nu tillade mig at nævne
(At sige uden al Fortrydelse)
Emirens Navn, tilligemed hans Faders,
Saa skal I bare see.

Noureddin.
Ha nævn dem da!

Aladdin
i det han løfter.
Al Mamon og Al Sefi! — Der er Stenen.

Noureddin.
Du havde Ret!

Aladdin.
Naar vi skal see os om,
Saa blive vi paa denne Maade jo
Ey engang Fættere?

Noureddin.
Saa er vi Venner.
Gak nu kun ned og hent mig Lampen op.

Aladdin.
Det er en magelig, velhuggen Trappe.
Der seer ey farligt ud; og hisset skimter
Jeg allerede Lyset. Morsomt nok!
Nu er jeg ikke længer bange, da jeg
I Hullet staaer. Før giøs jeg, mellem os sagt.
Det maa nu briste eller bære.

Noureddin.
Glem
Ey Lampen.

Aladdin stiger ned.
Hav kun ingen Frygt for det.

Noureddin.
Hør Fætter! Endnu Eet. For at du dog
Kan være ganske sikker i din Sag,
Saa tag her af min Finger denne Ring
Og sæt paa din. Den skiermer dig for alt,
Hvad maaskee ellers kunde møde dig.

Aladdin.
Godt, kiere Fætter! Lad mig nu kun gaae.
En underjordisk Hvælving høi, ret som en Have brammer,
Thi store Træer af blankt Metal udbrede deres Stammer,
Af Kobber, Jern, og Zink og Blye, med stærke Skud i Bugter,
Og paa hver udstrakt sielden Green nedhænge sieldne Frugter.
Thi Nogle hvide er, som Melk, og klare, som Chrystaller,
Blodrøde Nogle, Andre blegt kun rødme, som Coraller;
Og grønne, violette, blaae, og brunlige, og gule,
Med Funklen hænge rundt omkring udi den skiønne Hule.
De hvide Frugter Perler er, de klare Diamanter;
Rubinen spiller i sit Blod med sine slebne Kanter.
Smaragder er det grønne Græs, de blaae Saphirer finder
Du lavt ved Træets stærke Rod, som smilende Kierminder.
Og overalt hvor Øiet seer det sig saa huldt forlyster,
Paa Jaspis, paa indsprængt Agat, violblaae Ametyster.
En liden Biergelv slynger sig, snart stærkt, og snart den mattes,
Dens Sang, skiønt lidt utydelig, kan dog af Sielen fattes.
Og inderst paa den sorte Væg, imellem Røg og Dampe,
Der brænder, i sit mørke Hul, den underfulde Lampe.
Af den faaer Hulen alt sit Skin, thi skiønt den lyser ene,
Gienstraaler Lyset tusindfold, fra Guld og Ædelstene.

Usynligt Chor af Biergaander.
En buldrende Torden
Sit Lyn har nedsendt.
Flux revnede Jorden,
Hvor Straalen har brændt.

Andre Stemmer.
Det Liv, som saa herligt sig rører,
Med Blodet, saa varmt og saa rødt,
Hid Skiebnen nu venligen fører,
Til hvad der er stenet og dødt.

Stemme fra Lampen.
Saa skal da længer ey min Straale,
Uvirksom fængslet med sin Magt,
Kun denne tause Hvælving maale,
Og lysne rundtomkring til Pragt!
Alt rasler, Biergets Dør! din Hængsel,
Og alt betrædes nu din Stie!
Fra dette dødningstille Fængsel
Vil evig Viisdom mig befrie.

Stemmer fra Træerne.
Ak! skal vi miste dig, du Biergets Lue!
Saa miste vi jo med vort Farvespil.
Hvad er vor Skiønhed vel, naar Hulens Bue
For hulde Lysning grumt sig lukker til?

Stemmen fra Lampen.
Giv Eder kun tilfreds, I smukke Stene!
En anden Ild snart tænder sig paa Stand.
Troer ikke det er mig, som lyser ene;
I Bierget flammer der en evig Brand.

Nu Skiebnen har en Lykkelig forundet
At trænge dybt udi Naturen ind.
Da først det store Underværk er fundet,
Naar Øiet blander sig med Biergets Skin.

Naar Intet længer Jordens Hersker blinder,
Da seer han Undervirkning rundt omkring;
En Aand til at udrette Alt han finder,
Og Harmonia skienker ham sin Ring.

Den fierner fra hans Hierte Angst og Krampe,
Den giør ham let og lykkelig og mild,
Mens Helligdommenes dybtfundne Lampe
Udretter Alting med sin Himmelild.

En nye Prometeus atter vil forene
Det høie Lys med Mennesket idag,
En anden Odin, giennem Biergets Stene,
Faaer Drikken, ved Gundlødes Favnetag.

Aladdin
kommer ind, han studser og seer sig om.
Ak hvilken deilig Have! Alle Træer
Af Frugter hænge fuld. Hvor røde Æbler!
Og violette Pferskner! Grønne Blommer!
Og gule Pommeranzer! Hvide Ribs!
Og Druer! Nogle ganske himmelblaae,
Og nogle klare, som det rene Vand.
Hvor Bækken huldt sig giennem Alting slynger!
Ak! det er Skade, her er ingen Fugle,
Der synge kan i disse grønne Toppe.
Alt er saa stille. — Hvilke smukke Blomster!
Saa gule, som det rene, røde Guld.
Jeg troer de kaldes Fandens Melkebøtter
Hos os; her har de vel et andet Navn.
Ak hvilke hvide Lillier! Hvor de straale!
Man skulde sværge paa de var af Sølv.
Jeg vil dog lugte Een. — De lugter ey.
Ak! det er Skade, de har ingen Lugt.
Naa det er sandt! Det maa jeg dog tilstaa
Min Fætter havde Ret, dengang han paastod
At sligt var værd at see. — Der hænger Lampen!
Hvor underligt den med sit røde Skin
Oplyser Alt, og giver det sin Glands.
Min Fætter er dog ret en egen Mand.
Hvad nu han vil med den? De skiønne Frugter,
Det er dog noget ganske Andet. Naa da!
Nu har jeg aldrig seet saa stor en Drue,
Som denne her. Ak den maa lædske sødt!
Jeg er saa tørstig. Jeg vil plukke den,
Min Fætter gav mig Lov dertil. — Hvad nu?
O vee! Det er ey en naturlig Drue.
Den er af Glas kun. Slap det saadan ud?
Maaskee at denne Røde smager bedre. -
Hvad? — Ogsaa Glas? Nu har jeg aldrig seet!
Det er kun malet Glas, den hele Stads.
Ha ha ha ha! Det var da Løyer, det. -
Grædefærdig.
Jeg tænkte det var Frugter, og saa er
Det haardt, som Steen. Ney sikke Narrerie!
Ja saa! Saa er det bedst at skynde sig
At man kan komme hiem til Ispahan,
For at faae nogen Mad, som laer sig spise. -
Men smukke er dog disse glatte Stene.
Troe mig! de andre Drenge, de vil vist
Nok giøre store Øine, naar de seer
Al denne Herlighed. Jeg plukker mig
Saa mange jeg kan bære. — Saa! Nu er jeg
Belæsset, som en reisende Kameel.
Og nu afsted. — Men stop! Ha det er sandt,
Jeg havde nær jo glemt den rare Lampe.
Saa havde Pokker været løs med Fætter.
Han tager den ud af Hullet.
Saa kom da nu, dit gamle Skumpelskud!
Stod det til mig — jeg lod dig heller hænge.
Jeg vil ey slukke den, før jeg kan see
Daglyset, giennem Hulens Aabning hisset.
Seer sig endnu engang omkring.
Det er dog ret en grumme deilig Hule.
Der hænger endnu Een! Den er saa blaae,
Den kan jeg sagtens bære med de andre.
Saa, nu farvel, du smukke Glasboutik!
Nu maa jeg gaae; min Fætter venter paa mig.