Udi et Land, udi et Stræde,
Som meest udmærker sig ved Dynd,
En liden Mand, som solgte Klæde,
Fik sig en Søn, særdeles tynd.

Om Fødslen var der megen Talen;
Man meente, Moderen engang
Forseet sig havde paa en Alen,
At derfor Drengen var saa lang.

Hans gode Fader, Folkevennen,
Opdrog sin Søn til Folkeven,
Og satte Ynglingen til Pennen,
Fordi han ligned selv en Pen.

Hans Haar som Pennefiær var tuttet,
Dermed han fløi ad Gaden kiæk;
Og da han noget sort var smuttet,
Saa saae han ud, som dypt i Blæk.

Fordelen af hans tynde Længde
Var stor i folkerige Stat:
Han raged frem i største Mængde,
Som Løget over lav Salat.

Man saae ham til Parterret vandre
Ved allersidste Timeglas,
Der oversaae han langt de andre,
Og han behøved ingen Plads.

Naar Taagetiden Gaden sylter,
Og farver hurtig sort af hvidt,
Da skred han frem paa sine Stylter,
Og Gaden tog i trende Skridt.

I Rendestenen svømmed Bøtten;
Han skræved over Rendesteen,
Og lignte hisset Rhodusstøtten,
Med Skibe mellem sine Been.

Engang paa Mark i Ager-Grøden
Han lod sig som en Høstkarl see,
Men alle løb, og troede, Døden
Stod midt i Rugen med sin Lee.

Han var ei Kiønnets Kieledægge;
Thi uden Frugter var hans Træ.
Ei Forcen havde han i Lægge:
Smalbenet gik fra Hæl til Knæ.

Han blev forlovet med en Pige,
Saa lille, saa det var en Skam;
Hun maatte paa en Trappestige,
Hvergang hun skulde kysse ham.

Som et Skelet han monne ringle,
Hans Brudeseng var altfor kort.
Han laae i Kisten som en Kringle,
Da man til Graven bar ham bort.

Og da han slumred blandt de Døde,
Blev Madiken og Ormen vred,
Fordi der ei var Pille Føde
Paa hele Skroget, hvor de bed.