I Hovedstaden i en Gade
En Kræmmer leved, tyk og feed,
Som solgte Varer i sin Lade,
Og var sin Byes Lyksalighed.

Thi skiøndt han leved meest af Tælle
Og vralted hen med langsom Gang,
Som om han altid skulde kælle,
Var han dog heel interessant.

Det var en Lyst at see ham humpe
Paa langsom philosophisk Viis.
Hans Ansigt lignede en Rumpe,
Naar nylig den har faaet Riis.

Men det var lutter Sundhedsroser!
Sligt aabent Ansigt gi'es ei meer;
Og det er sagt foruden Skoser,
Thi Munden gabed et Qvarteer.

Parykken hægted han med Kramper.
Hans Øine, naar de luktes op,
Var liig to smaae Menage-Lamper,
Som svømmer i en Oliekop.

Ærværdighed var i hans Miner,
At see hans høie Smiil var Lyst.
Hans Hages ladskede Gardiner
Nedbølged paa hans ømme Bryst.

Hvor vilde Gall ei fundet Glæder,
Ifald han havde læst hans Text;
Sær det Organ, hvormed man æder,
Var overordentlig convext.

Den gode Gud han daglig loved
For dagligt Suul og dagligt Brød.
Hans Mave var et Oxehoved,
Hans Oxe-Hoved var en Grød.

Han havde tvende runde Næver;
En Butterdeig de ligned lidt,
Som herligt sig paa Panden hæver,
Og svømmer i sit eget Fidt.

Hans Buxer var ei meget trange,
Han altid letted dem saa smaat;
Hans Laar var ikke meget lange,
Men klædte ham dog grumme godt.

Og Oeconom var han tilvisse.
O Industrie! yd Manden Tak!
I Næsens vaade, solfri Ridse
Var en Plantage med Tobak.

Hans Næsetip var stolt at skue,
Den burde tegnes i Vitruv;
Den sprudled med en Kobberlue,
Som Hekla eller som Vesuv.

At tale nu om Sindets Gave,
Da skyldes Sandhed disse Ord:
Uhyre stor var Mandens Mave,
Men denne var dog mere stor.

Tilfælleds havde han med Flere,
Som leve her i Byen rundt:
Han taug, men tænkte desto mere,
Og hvad han talte, det var sundt.

Kort sagt: den hele Mand var ganske,
Som man dem bruger her tillands.
Gid silde Dødens Lee forvandske
Ham Maven med den sunde Sands!