Hvad er en Eed? En Løkke, som jeg kaster
Om Halsen paa mig, mens den anden Ende
Jeg rækker Dievelen, at han kun frisk
Kan hale til sig, naar han faaer et Vink.
Fordømt! at slig en fast indslynget Knude
Kan ikke, som de andre, langsomt løses
Ved Snedighed og Kløgt. Standser. I Morgen altsaa!
I Morgen er den lille Rest af Liv
Igien fortært; den usle Tærepenge,
Der skienktes dig, Aladdin! som en Stodder.
Der slængtes gnavent til dig, halv i Vrede,
Halv i Medlidenhed. O blege Maane!
Du, som afmaaler Tiden her paa Jorden,
Hvi varst du da saa knap mod mig, du gustne,
Indfaldne Puger? hvi var du saa karrig?
Er ey min Ørehinde mere skikket
At høre Nattergalens Aftenslag?
Er mine Øine dunkle, uden Klarhed,
Som Hornet i en Tyvelygte? Duer de
Ey længer til at see paa Farverne?
Og er min Arm da slappet, som en Bue,
Om Aftnen efter Dagens Vaabenbrag?
Er denne Puster i mit runde Bryst
Fordærvet? Er den allerede træt
Af sit ustandsede, vedholdne Slid? -
Fy Jern! hvad vil du da de sunde Muskler?
Giv ey det friske Blod Anledning til
At sprudle overgivent, som et Vandspring,
At ødsle med sit Purpur og sin Kraft,
For i et Øieblik at bruse med
Hvad roligt kunde flyde mange Aar.
Du mørke, haarde Masse! Stærke Malm!
Der kommer ud fra Bierget, som en Hævner,
At straffe hvad som meest er giennemsigtigt,
Forunderligt, usynligt, uden Legem:
Den onde Villie — hvad har jeg da giort?
Han er imidlertid kommen til Aaen.
Ney! Jeg vil ikke slagtes, som et Offer
For grum Vildfarelse. Du stille Bølge!
Langt blødere end Silke, giennemsigtig
Og klar, som Sielen, Mulighedens Hav,
Du flux bevægelige Chaos, du!
Hvoraf den størknede Natur sig reiser,
Modtag et slet, mislykket Forsøg atter
Her i din Smeltedigel. Støb mig om!
Han vil springe ud i Aaen; men standser og skuer op til Himlen, lægger Hænderne paa sit Bryst og siger med smeltet Stemme.
Hvad reiser sig her inderst i mit Bryst?
En anden, høy Natur; meer frie fra Formen
End selve dette Vand. En stolt Natur,
Som vægrer sig ved at erkiendes for
Staldbroder til det nedre Jordiske;
Hvis Kraft sig yttrer i et helligt Haab,
Hvis Næring er Samvittighed og Trøst;
Et uforfængeligt, fromt, venligt Barn!
En Duft, som stiger atter op til Himlen,
Naar Blomsten visner. Ak! en Elskerinde
Som higer trofast fuld af Kierlighed,
At favne hist sin Brudgom. Store Allah!
Og Muhamed, livsalige Prophet!
Her vil jeg, som en angrende, bodfærdig,
Oprigtig Musselmand, forrette først
Min Bøn, før jeg med dristig Finger banker
Paa Dødens løselig tillukte Dør.
Han gaaer hen til Aaen for at vaske sine Hænder og sit Ansigt før Bønnen; i det samme glider han ud og styrter i Vandet, men faaer fat om et Klippestykke, som rager op. I det han griber omkring dette, skurer han Fingeren, hvorpaa han har den ham af Noureddin givne Ring.

Ringens Aand
lader sig flux tilsyne.
Herre! hvad vil du mig?
See, jeg maa lyde dig.
Ringen er i din Haand,
Du tvinger Ringens Aand.
Ey er det mig, som maa
Ene tilrede staae;
Alle de Slaver, som
Hylde dens Helligdom,
Knæle til dyben Jord,
Lystre dit Magtens Ord!

Aladdin.
Hvordan? Aladdin er ey end forladt?

Aanden.
Dig tusind Aander staaer at tiene brat.

Aladdin.
Flyt flux mit Slot, min Brud tilbage nu!

Aanden.
Af Ringens Aand formeget fordrer du.

Aladdin.
Af Ringen? Hvilken Ring befaler her?

Aanden.
Den Ring, som funkler paa din Finger, der!

Aladdin.
Saa hielp mig op igien af dette Vand!

Aanden.
Nu staaer du atter paa den sikkre Strand.

Aladdin.
Hvad er din Magt, hvad er dit Kraftens Liv,
Hvis du ey skaffe kan min Borg, min Viv?

Aanden.
Vær ey ubillig, og vær uforsagt!
Hver Kraft har jo sin egen Virkningsmagt.

Aladdin.
Hvori bestaaer da din, hvis den er til?

Aanden.
Jeg bringer dig, min Ven! hvorhen du vil,
Jeg siger dig hvad du vil vide.

Aladdin.
Ha!
Hvor stander da mit Slot?

Aanden.
I Afrika.

Aladdin.
I Afrika? Ha! jeg forstaaer det. Godt!
Og hvor er da min Hustrue?

Aanden.
Paa dit Slot.

Aladdin.
Af Trolden røvet, maa hun hos ham boe?

Aanden.
Men dog sin Husbond og sin Ære troe.

Aladdin.
Saa bring mig hurtig da den lange Vey!

Aanden.
En snellere Befordring faaer du ey.