To Alfer.

Første Alf.
Kom hid! Seer du hvad jeg har fundet her
I Mosen, mellem disse Elmetræer?

Anden Alf.
Et Liig? Fy, lad det ligge, gaae din Vey!

Første Alf.
O Skam og Skiændsel! Kiender du det ey?

Anden Alf.
Nu seer jeg ret først. Hvilken Grusomhed!
Den gamle Kone her er kastet ned,
Som boede i vor Skov, som sad saa blid
Og sang for os i stille Midnatstid,
Imens vi flagred i den kiølne Vind,
Og let os boltred om i Maaneskin.

Første Alf.
Hun var saa god! Den hele, vide Egn
Paa hendes Dyd og Venskab har et Tegn;
Om det var os, som er dog kun saa smaae,
Og som de Fleste aldrig tænke paa,
Saa satte hun dog Pinde ud med Grød
For os, hvergang vi var i Hungersnød,
Og glædte sig naar frem vi turde gaae,
Og spise Grøden, mens hun saae derpaa.

Anden Alf.
O lad os kalde vore Brødre hid!
Det er først Midnat; vi har endnu Tid
At grave hende hist en rolig Grav,
Naar hver arbeider ufortrøden, brav.

Første Alf raaber.
Hid, Skovens Alfer!

Anden Alf.
Førend du har kaldt,
Saa komme de.

Alle Alferne.
See her, her er vi alt!

Første Alf.
Seer I den gamle Kone?

Chor.
Hvilken Nød!
Vor hellige Fatime! Hun er død!

Den Første.
Gaaer I nu hen og giør en Grav, saa stor!
Vi Andre bære hendes Liig til Jord.

Nogle.
Vi følge hende.

Andre.
Vi vil foran gaae
Og synge Psalmer.

Andre.
Vi vil see derpaa.

Andre.
Og vi vil flagre hen til Bækken, blid,
Og hente hendes Grav en Lillie hvid;
Af rene Blomster fuld den venligt staaer,
De skal betyde hendes Sølverhaar,
Og hendes blege Kind, som Smerte leed,
Og hendes Fromhed og Uskyldighed.

Første.
En Omvey maa vi giøre, hører I?
At ey vi komme Troldens Grav forbi,
Som ligger hisset med forknuste Been,
Strax under den opreiste Kampesteen.

De Forreste.
Nu synge vi, mens did I gaaer afsted.

Nattergalen
over deres Hoveder i en Green.
Smaa-Alfer! maa jeg ogsaa synge med?

Alferne.
Ja det forstaaer sig selv, det er jo klart!
Syng du kun med! du synger jo saa rart.

Chor.
Sov sødt, vor Moder! under Træets Rod.
Hist lønner Allah dig, at du var god.