Hvo rider saa seent giennem Skoven grøn?
Det er en Fader alt med sin Søn.
Han holder Drengen vel i sin Arm,
Han har ham sikker og fast og varm.

Hvi skiuler min Søn du dit Ansigt her?
Seer Ellekonning ei Faer du der?
Ei Ellekonning med Kron' og Svands?
Min Søn! det er ikkun Maanens Glands.

'Barnlille, kom! vil du gaae med mig,
Da leger jeg skiønne Lege med dig,
Mangt broget Blomster ved Stranden staaer,
Min Moder de gyldene Væve slaaer.'

Min Fader, min Fader! og hører ei du,
Hvad Ellekonning mig lover nu?
Vær rolig, mit Barn, og vær uden Skræk!
Kun Stormen suser i tørren Hæk.

'Vil smukke Dreng du nu med mig gaae,
Da tiene dig skal mine Døttre smaae.
Mine Døttre svæver i Nattens Vind,
Og synger og vugger i Søvnen dig ind.'

Min Fader, min Fader, og seer du ei hist
Elkonnings Døttre bag mørken Qvist?
Min Søn, min Søn, jeg seer dem vel staae,
Hist kneise de gamle Pile saa graae.

'Din Skiønhed har mig til Elskov bragt,
Og est du ei villig saa bruger jeg Magt.'
Min Fader, min Fader, o ræd, o ræd!
Mig Ellekonning har giort Fortræd.

Den Fader gyser — han sporer sin Hest
Og rider med Barnet, som han kan bedst.
Til Gaarden naar han med Angst og Nød.
Udi hans Arme var Drengen død!