Paa hede Dag den svale Aften fulgte,
der glimted Purpur bag de sorte Grene,
den dunkle Landevei var heel beskygget.

Jeg langsomt reed og grubled henrykt ene,
mens tætte Skov de röde Roser dulgte,
hvor Nattergalen skiult sin Rede bygged.

Da kom jeg til en Bakke, som beskygged
med sine venliggrönne Lindekroner
for stærke Vindpust og for lumre Varme.

Södt tryllet hen af Somrens Aftentoner
jeg sank i Græssets blomsterklædte Arme
og lytted smilende og slumred ind.

Da vaagned jeg igjen thi Höien bæved.
En guldhaarfager Möe med Rosenkind
sig svævende og rank af Höien hæved.

Da blev jeg ræd, med Slag saa selsomt vilde
mit Hierte mod det blanke Pandser slog,
jeg vilde tale, men jeg kunde ikke.

Og see en anden Möe steeg op og tog
en Haandfuld Vand af klaren Sölverkilde
og stirred hen paa mig med kielne Blikke.

Hun stænkte mig: Hvad giör du her saa silde?
Der skal dig intet Onde vederfares,
frygt ei du smukke staalbeklædte Kiempe.

Nei, sang den anden med sin söde Stemme
men Undertegn her skal dig aabenbares,
som i dit Liv du aldrig meer vil glemme.

Sin Rislen monne Sölverkilden dæmpe,
for Lyden af den skiönne Sang at höre,
der rasled ei et Blad i sagte Vinde.

Naturen overalt var lutter Öre,
bag Nattens Trylleslör kun smilte Glæde,
alt lytted til den hulde Sangerinde.

Klart blinkte Söens blaa henspændte Klæde,
hvor Fisken svam og legte med sin Finde,
og atter aabned sig den lukte Rose.

Den rödmed giennem Nattens Sölvertaare;
og Lillien som klæder sorten Baare
den smilte hist i dybe Taagemose.

Skiönt sang hun, men jeg skielved dog saa saare,
thi noget rædsomt löd i hendes Stemme,
som ei jeg tolke kan men kun fornemme.

Fölg, sang hun, fölg os ind i dunkle Field,
hvor græsbeklædte Væg for Stormen luner.
Fölg, sang hun, fölg os ind i aabne Bolig.

Der skal jeg lære dig at kaste Runer;
men toe dig först i dette Kildevæld,
saa bliver du med Alferne fortrolig.

De Blomster som Du her paa Höien skuer
de spragle meget skiönnere derinde,
som Græs Smaragderne i Bierget funkler.

Fölg med, gientog den anden Sangerinde.
Rubinen der langt meer end Rosen luer,
Safirens Blaae Kierminderne fordunkler.

Da stirred jeg til Himlens hvalte Buer
og greb om Korset paa mit Sværd og tænkte:
Saa höit et Loft dog ikke der du skuer!

Min lange Taushed Ellepigen krænkte.
Kom Ungersvend hvi bliver du tilbage?
Hun smilte rædsomt med sin Rosenlæbe.

Du dræbe skal den stærke Ædderdrage
og faae det röde Guld hvorpaa hun ruger,
du lære skal den stærke Biörn at dræbe.

Men strax dit Hierteblod jeg varmt udsuger
hvis nu du ikke med i Hulen fölger,
min Mening jeg dig længer ei fordölger.

Da blev jeg mod, thi mine matte Arme,
som vilde hævnende mit Glavind svinge,
sank langsomt ned ved hendes Trylletale.

Hun nærmed sig, for Döden mig at bringe.
Da rysted Morgenhanen med sin Vinge,
den gol — og hun forsvandt i Biergets Sale!

Og bleg jeg svang mig paa min bange Fole
og ilte fra de fæle Rædselsteder,
mens Solen slukkede de mindre Sole.

Vogt unge Kiempe dig for slige Höie,
den lumske Död der Blomsterne beklæder,
og Trolden suger Blodet af dit Öie.