Jeg drömte jeg var en Demant og sad
i hendes Lokker, saa blonde og blöde,
som mildt over Panden skildte sig ad
og bölged om Kinderne, friske og röde.
Og mangen Yngling saae hen paa mig,
for med det samme at see paa hende.
Da straalte mit Blik saa stoltelig.
Jeg tænkte: Den Glæde faaer aldrig Ende!
Men o jeg vaagned! Al Fryd forgaaer.
Langvarig Lykke kun haaber Fianter.
Svöbt laae jeg i Dyner og Pudevaar;
for fattig til at ligne Demanter!

Enandengang, siunken i Morfevs Arm,
jeg bildte mig ind en Rose at være,
som paa hendes fulde, sneehvide Barm
at sidde duftende havde den Ære.
Ak hvor jeg var paa et deiligt Sted!
En Gaasefier kan ei dets Ynde beskrive.
Jeg bölged saa svævende op og ned.
Jeg tænkte: Den Glæde vil evig blive!
Men o jeg vaagned! Al Fryd forgaaer.
Tit giver os Skiebnens Vid en Skose.
Svöbt laae jeg i Dyner og Pudevaar;
ak alt for bleg til at ligne en Rose!

Man drömmer ofte paa denne Jord;
det Sande maa for Ideer vige!
Jeg drömmer oftere end man troer,
thi kiert er mig Phantasiens Rige.
Saaledes drömte jeg eengang, tænk!
at jeg bevoxet med Floras Spæde
var under Myrther en grönnende Bænk,
som bar den Skiönne med henrykt Glæde.
Men o jeg vaagned! Al Fryd forgaaer.
Og vaagen kan man da sagtens tænke
at siunken i Dyner og Pudevaar
jeg havde kun lidt tilfælles med Bænke!

Enandengang var jeg en Bölge blaa.
Ha Mindet endnu i mit Hierte brænder!
Thi i min Arm den Uskyldige laae,
jeg spillede om hendes runde Lender.
Og over min blanke Flade hen
glad Morgensolen sit Purpur smilte,
i det den kneiste paa Himmelen,
for at see hvor skiönt i min Favn hun hvilte.
Men o jeg vaagned! Al Fryd forgaaer;
hvad nytter det altsaa her at dölge
at hyllet i Dyner og Pudevaar
jeg var for tör til at ligne en Bölge!

Men skiönt jeg nu drömte saa tit med Lyst,
indlullet af Kierligheds Tryllerier,
om mangen Fryd med blussende Bryst,
hvorom, for Korthedens Skyld, jeg tier;
saa skulde jeg dog taalmodig og öm
mig i min mislige Skiebne funden,
hvis ei min kiereste, sidste Dröm
var som de andre saa reent forsvunden!
Jeg drömte eengang lysvaagen at
hun elskede mig! Men o bedragen
jeg böder nu mangen sövnlös Nat,
fordi jeg eengang har drömt om Dagen!