O, Bacchus! rul til Jorden paa din Tønde,
Og tril den op paa dette kiære Bord;
Thi drikke nu vi agter at begynde,
Som sande Æt af Mænd fra gamle Nord.

Bort, Pallas! bort! Fornuft os rager ikke;
Bort Momus! bort! Satire lides ei.
Men, Evan! kom! thi, Brødre! drikke, drikke,
Det veed vi hvad det er, det Andet ei.

Og andre Ting ei vides skal i Aften.
Som Philosoph jeg har mit Haandsystem:
At min Sophi' gaaer ud fra Druesaften,
Dens Virkning spores skal i mine Been.

Og, Broder! agt det ei, om du maa rave,
Du raver jo dog saa din hele Tid,
Thi skrøbelig du blev i Edens Have
Ved Adams alt for lystne Æblebid.

Gid Æbler da saa dyre havde været,
Som de er nu i Kongens Kiøbenhavn;
Da havde han dem vistnok ei fortæret,
Da følede vi nu ei Glædens Savn.

Da leved vi saa rart i Uskyldsstanden,
For Intet drak vi da den bedste Viin.
Da var ei Kiøbmænd seet med Horn i Panden,
Og Fanden var ei manet ud af Sviin.

Da fløi os stegte Duer ind i Munden
Med Kniv og Gaffel i den fede Ryg,
Og da var Havet fyldt med Punsch til Bunden,
Der voxte Ananas, hvor nu er Byg.

Da var vor Jord af pure Chocolade,
Om Vintren sneede Sukker og Bonbon;
Da lige gik selv Vimmelskaftets Gade,
Og Alle kom i Himlen sans façon.

Da var vi Alle Grever og Baroner,
Hver Stodder bar et Von foran sit Navn.
Hvad er vi nu? — Ulykkelige Zoner!
Ulykkelige Kiøbsted, Kiøbenhavn!

Man lagde Bro med Perler, hvilken Glæde!
Og dandsede derpaa med Silkebeen.
Du græder vel, fortabte Læderstræde!
Fordi du ei engang har Kampesteen.

Henrevne Aand! sving dig fra Glædens Enge,
Hæv ei vor Qval ved Priis om dette Sted;
Thi skulde du der endnu dvæle længe,
Saa nødtes jeg vel til at græde med.

Og nu i Aften maate Pokker græde,
Kun Flasken søde Taarer fælde skal,
Men Flasken fælder dem af lutter Glæde,
Fordi vi drikker os en Perial.

Velan, vi vil ei heller Saften spare.
Kun den, som drikker nu, er klog og viis,
Thi Brødre! viid, paa Vinens Dunster fare
Vi Alle levende til Paradis.