At opmuntre Folk til at drikke,
Naar Bollen staaer fuld paa vort Bord,
Den Skik er som tusinde Skikke
Og mangefold Ting paa vor Jord;
Kan Bollen ei selv dem indbyde,
Saa kan de smukt lade den staae,
Det skal os vist ikke fortryde,
Desmere vi Andre kan faae.

O, føler du ei dit Hierte,
At denne velsignede Saft
Kan bortjage Kummer og Smerte,
Hen Fanden i Vold, med sin Kraft:
Saa staaer du ei til at curere;
Men her, som paa hvert Hospital,
Maa hver Incurabel spadsere
Til Kisten for den, som er gal.

Hvo glemmer, at Punsen opgløder
Den koldeste Siæl med sin Ild?
Hvo glemmer, at Punsen forsøder
Den Skiebne, som ikke er mild?
Hvo glemmer, at Alting man glemmer
Naar rundt om glaskronede Bord
Høit hæve sig mandige Stemmer
I glade og jublende Chor?

Heraf nu Enhver kan fornemme,
At ikke jeg qvæder min Sang
For med overtalende Stemme
At faae vores Bolle i Gang;
De klare og milde Pocaler,
Opfyldte til skummende Rand,
Selv tale, som Cicero taler,
Skiøndt ei de er tørre, som han.

Men det, som udfordres til Tingen
Blandt Ingredientserne størst,
Det negter vist sikkerlig Ingen,
At det fremfor Alting er Tørst;
Og for nu ret tørstig at blive,
Man Halsen maa synge sig tør,
Saa kan vi med Bollen det drive
Ret, som det sig skikker og bør.

Thi lader os samtligen skraale
Om Piger og Venskab og Puns,
Saa meget som Halsen kan taale,
Og lad os saa drikke til Bunds.
Seer Glassene kun, hvor de smile
Og vinke med pirrende Damp.
Op, Brødre! kom, lader os ile
Med Mod i den fældende Kamp.