Veziren.
Befaler Eders høie Majestæt,
At jeg skal lade Raadets Porte lukke?

Soliman.
Bie lidt endnu. Den gamle Kone, hisset,
Som seer saa fattig ud, der, midt i Døren,
Har været her tre Gange nu i Træk,
Og altid stillet sig ret for min Throne.
Hun slæber paa to Byldter; sagtens er
Der noget, som hun kræver Retfærd over.
Maaskee har een og anden Bager givet
Et Lod for lidt, og af en Enfoldighed,
Istedet for at gaae til Cadi med det,
Skal Soliman nu veye hendes Brød.
Det være som det vil. Lad hende komme.
Veziren henter Morgiane, hun kaster sig paa Knæe for Sultanens Throne.

Soliman.
Jeg har alt ofte seet dig staae i Døren,
Og stirre stivt paa mig, som om du vented,
At jeg det Indfald skulde faae, at kalde
Dig frem. Det har jeg giort. Siig din Begiering.
Hvad har du i dit Klæde? Er det Brød,
Som Bageren, skiønt født en Musselmand,
Beskaaret har, som Jøden en Zechin?
Har Slagteren paa Torvet havt det Indfald,
At hugge Kiødet Skanken lidt for nær?
Hvad? Eller har en Handlerske med Frugt
Bidt Hodet af al Skam, og narret dig,
Og solgt dig raadden Frugt, for dine Penge?

Morgiane.
Stormægtigste, velbaarneste Herr Keiser!
Herr Sultan! Tag til takke med, hvad saadan
Jeg falder paa at titulere Eder.
Jeg har ey læst i Rangsforordninger.
Jeg er en fattig Skrædderenke, som
Kun hedder Morgiane, slet og ret.
Min Mand, nu er han død, men da han leved -
Saa heed han Mustapha; hvad nu han hedder,
Det maa Propheten og Vor Herre vide.
Min Søn er heller ikke høit paa Straae, just!
Han hedder — hvis jeg ogsaa mindes ret,
(Thi jeg er lidt forstyrret ved at tale
I et saa talrigt Selskab, kan ey heller
Godt taale saa at bøie mine Knæe,
Thi jeg har gamle Been. Men hvis I først
Vil lade denne store Sværm gaae bort,
Og saa tillade mig at reise mig,
Saa tænker jeg, jeg skal nok komme paa det.
Soliman giver et Vink. Alle gaae, uden Storveziren.

Soliman.
Reis dig kun op, min gode, gamle Kone!
Og har du Lyst, saa sæt dig ned paa Teppet.

Morgiane.
Ney, min bevaagneste Herr Sultan! Ney
I maa ey troe, fordi jeg kun er fattig,
At jeg saa lidt forstaaer mig paa at leve.

Soliman.
Nu, siig mig da, hvad har du i dit Klæde?
Brød eller Kiød. Hvad? Eller raaden Frugt.

Morgiane.
Det sidste, naadigste Herr Majestæt!
Det sidste, Frugt. Dog er den ikke raaden.
Man kunde sende den op til Siberien,
Dog stod jeg inde for den fik ey Skade.
Det er en Hoben gode Vinteræbler,
Som godt kan taale Frost. Men Alt har sin Tid,
Som Eders naadige Tipoldefader,
Kong Salomon, engang skal have sagt.
Nu altsaa — som jeg sagde Eder før -
Jeg har en Søn; Aladdin er hans Navn.
Lidt over sytten Aar. Høi, rank, og velskabt.
Og deilig rød og hvid, som Melk og Blod.
Og vittig; nem, naar han vil lære Noget,
(Som dog er sielden.) Hidsig af Gemyt,
Men dertil god, som Dagen den er lang.
Jeg vædder paa, Herr Sultan! I og han,
I vilde komme godt ud af det sammen.

Soliman.
Jeg mærker hvad du ønsker. Ved mit Hof
Du saae vel gierne denne Knøs antaget,
Imellem mine Gildinger.

Morgiane.
O ney!
Vidt feilet, Eders Herlighed, Herr Sultan!
Vidt feilet. Ney, hvad denne Post angaaer,
Saa ønsker han at blive, som han er.

Soliman.
Hvad vil han da?

Morgiane.
Hvad ikkun den kan ville,
Som uformærkt, har faaet sig et Hul
Paa Bunden af sin Hierne-Lomme, Herre!
Og drattet Alting bort, lidt efter lidt.
Det er min Søn! Man siger: Æblet falder
Ey langt fra Træet; at man skuer Hund
Paa Haarene; at Koen kiendes vel,
Som Kalven bar. Men der er nok et Ordsprog,
Som siger: Der er Fæt i hver en Æt;
At Brødre har eet Blod, men ey eet Mod;
At ey fordi eet Træe er skievt i Skoven,
De derfor er det alle. Altsaa maa
I ikke troe, bevaagneste Herr Sultan!
At jeg har nogen Deel i dette Indfald.

Soliman.
Hvad er da faldet Eders Søn vel ind?
Siig det i Hast, og siig det kortelig.

Morgiane.
Det vil jeg da. Men først, Herr Sultan! maa I
Dog love mig, at ey I bliver vred,
Saavel paa mig, som paa min stakkels Søn.

Soliman.
Nu, for et Indfald blier jeg ikke vred.
Hvad vil han da?

Morgiane.
Ak, naadige Herr Sultan!
Han vilde gierne gifte sig, ifald
Partiet kun stod Eder an.

Soliman.
Med hvem?

Morgiane.
Med Eders Dotter.

Soliman.
Med Gulnare?

Morgiane sukker.
Ja!

Soliman smilende.
Det kommer lidt uventet, gode Kone!
Og sligt et Skridt er dog af Vigtighed.

Morgiane.
Ja deri har I ret, høybaarne Herre!
Man elsker dog sit eget Kiød og Blod,
Og vilde gierne see det vel forsørget.

Soliman.
For ey da at gaae længer, denne Gang,
Saa siig mig, hvad I har i Eders Bylter.

Morgiane.
Det er jo Skik og Brug i dette Land,
At man skal give Eder en Present,
For at faae Eders Majestæt i Tale.
I andre Lande, har jeg ladt mig sige,
Faae Tienerne et saadant Gratial;
I taer det selv, det er og meget bedre.
Man er sig alletider selv dog nærmest!
Da altsaa nu jeg skulde snakke med Jer,
Saa gav Aladdin mig de tvende Byldter,
Til en Present og en Slags Morgengave.

Soliman.
Nu, det var ret. Saavidt som jeg har hørt,
Saa er det gode haarde Vinter-Æbler.

Morgiane.
Ja, naadigste Herr Sultan! Men der er
Og anden Frugt iblandt. Vær nu saa artig
Og tag til Takke.

Soliman.
Tag det Alt, Vezir!
Og lad det bringe til min Kiøgemester.

Veziren.
Hvad? Det er tungt, som Steen, og glat, som Glas.
Det er af Glas.

Soliman.
Af Glas? Saa lad mig see.
Maaskee en ganske kunstig Efterligning.
Veziren løser Klædet op. Sultanen betragter Frugterne og farer forfærdet tilbage.
Hvordan? Rubiner? Perler! Diamanter,
Som Hønseæg! Som Blommer blaae Saphirer!
Og mange andre skiønne Ædelstene.
En stor, uhyre Skat! Og den fra Eder?

Morgiane.
Ey fra mig selv, Herr Sultan! Fra min Søn.

Soliman.
En ubetalelig, uhyre Skat!
Mod disse Stene seer min Krone ud,
Som en udklippet Tot af Guldpapir.
Hvem er din Søn?

Morgiane kiephøiet.
En fattig Skrædderdreng.
Han bad mig sige Eders Majestæt,
At ey det skulde blive derved, naar
Han først var bleven Eders Svigersøn.

Soliman.
En herlig Skat. O see de skiønne Farver!
Som nylig sprungne ud af Morgensolen,
I tusind Straaler brudt paa Morgenduggen,
Saaledes spille de. Ha, skiønne Skiær!
Her Allah samlet har den stærke Pragt,
Som spiller broget om i Østerland.
Ak skiønne Stene! hvor I glæde mig.
Gaae Kone! gaae; og siig din elskte Søn,
At den, som give kan slig Morgengave,
Kan ogsaa blive en Prindsesses Husbond.

Veziren
afsides til Morgiane.
Gaae hiem! Vær rolig. Vent med Ydmyghed,
Til Sultan Soliman dig atter kalder.

Morgiane
giør et lille Kniks og gaaer.

Soliman
vender sig begeistret til Veziren.
Nu, Nuschirvan? Hvad siger du, min Ven!
Om disse Ting?

Veziren kold.
At det er smukke Stene.

Soliman.
Og ellers intet?

Veziren.
At det er en kostbar
Og sielden Skat.

Soliman.
Ja ubetalelig!

Veziren.
Men at min store Sultan eyer dog
En Ædelsteen af meget større Værd,
End alle disse.

Soliman.
Jeg en Ædelsteen?
Jeg? Drømmer du, Vezir! Og hvor er den?

Veziren.
I Eders Pallads, store Soliman!
En Diamant; og af saa sieldent Vand,
Som kun jomfruelig Uskyldighed
Kan giøre Fordring paa.

Soliman.
Ha! Jeg forstaaer dig.
Min Dotter mener du.

Veziren.
En Ædelsteen,
Der ikke skinner blot i Skiønheds Pragt
Kold, som en Steen; men varm og blid, som deilig.
En Ædelsteen, der er sig selv bevidst.
En levende, en dobbelt Ædelsteen,
Hvoraf den Indre overgaaer den Ydre.
En Ædelsteen, som indbefatter alle;
Hvis Purpurkind er som en rød Rubin,
Hvis Øie straaler klart, som Diamant,
Hvis Tænder er en sielden Perlerad;
Alt i et Marmorlegem, hvidt, som Snee,
Og varmt, som fyrig Ungdoms Rosenblod.
Og denne sødt bevægelige Blomst,
Opvoxet i en ædel Jord, og under
Saa høy en Gartners kongelige Blik,
Den vil I tuske bort for denne Steenhob?

Soliman.
Ha Nuschirvan! du taler viist.

Veziren.
Den vil I
Ombytte til en ringe Knøs, som fandt
En sielden Skat i Eders eget Rige?

Soliman.
Tie, Nuschirvan! Den skiønne Farveglands
Henrev i første Øyeblik saa reent
Min Siel, at ey den lagde Mærke til
Hvad Munden sladdrede imidlertid
Paa egen Haand. Jeg har jo givet alt
Mit Løfte til min Dotters Giftermaal
Med Saladin, din Søn. Var andet ey,
Saa var jo dog mit første Ord i Veyen,
For dette sidste, ubevidste Tilsagn.

Veziren.
Naar, store Sultan! vil du holde Bryllup?

Soliman.
I Aften. For at du skal see hvor lidt
Den sidste Ruus har rokket min Beslutning.
Dumt var det dog, at disse Ord slap ud
I Glæden, til den gamle Skræderenke.

Veziren.
Ey hvad, min Sultan! Ord, blandt andet, har
Den Egenskab, at de er, Ord: En Lyd,
Der svinder let og hastig, som den kom;
Og endnu fødes skal den rappe Haand,
Der kan forstaae at gribe dem i Flugten.
Foruden Ord, der noget er i Verden,
Som man Drabanter kalder, stærke Karle,
Som staae med Spyd i Haand, og jager alle
Næsvise Giester bort, fra Slottets Porte.
Hvis ey en Sultan var saa frie en Mand,
Og blev hvert Ord han sagde, til en Lænke,
Hvad Forskiel var der da paa ham og Slaven?

Soliman.
Vel talt, min Ven! Du est et værdigt Mønster
For hver en viis og duelig Vezir.
Følg med nu i mit inderste Pallads;
Jeg maa dog vise Zulima min Gave.