Som Fædreland sin Kunst, saa elsker atter
Hver ægte Kunst sit Fædreland som Datter;
Og national er altid sande Digter,
Selv da, naar til et fremmed Maal han sigter.

Som Lyriker han har vel mindre Præget,
Skiøndt af sit Fædrelands Natur bevæget;
Dramatiker og Epiker i Havnen
Er ankret dybt, og bundne — frie — til Stavnen.

Da Æschylos om Perser monne siunge,
Strax Perseren blev græsk, som græsk hans Tunge;
Da Shakespeare blev italiensk — i Straaler
Af Syden dufted nordiske Violer.

Vel Sydens Ild og Lidenskab han kiendte
Og tegned tro; men ei hans Hierte brændte
Saa voldsomt stormende. I Laurbærdalen
Sang Julie, som i Windsor Nattergalen.

Mercutio — hvor vilde man vel hitte
Bag Alper slig en humoristisk Brite?
Hamlet er dansk; thi Dansken, Engelskmanden,
Af samme Blod, er Brødre for hinanden.

I græske, polske Stykker, Calderone!
Lød altid spansk romantisk dog din Tone.
At ægte fransk ei franske Drama klinger,
Det tvang Corneilles og Racines Vinger.

Din Iphigenia, fra græske Drame,
Fremtræder som en ædel weimarsk Dame,
Fredsælle Goethe! Tasso tabet Modet
Med mere tydske Blod, end velske Blodet.

Og Schillers Jomfru er ei af de Franske,
En dansk Correggio, det er en Danske.
Os Phantasien kan vel vidt ombære;
Men derfor blive vi dog, hvad vi ere.