Phantasie! hvi river du mig
til skiönne Erindringer hen?
Gierne, gierne fulgte jeg dig,
men maa vende tilbage igien
til den kolde Tid, da din skiönne Lue
hvirvler ei længer mod Himlens Bue.

Hvi aflokker Harpe din Sölverklang,
som bæver i Aftnen saa huld,
den modlöse Sanger endnu en Sang,
mens Solen gaaer ned i sit Guld?
Ak bedre du taus paa Egen hænger!
Dine venlige Toner elskes ei længer.

Der var en Tid! ak længst den svandt!
dens Minder dybt i mit Hierte glöde.
Da agtedes Minnisang ei for Tant.
Det var Jordens barnlige Morgenröde!
Naar Skialden sang med begeistret Röst,
da blussede hvert nærværende Bryst.

Kongen var stolt af at være hans Ven,
skiönt han afslog Glimmer og Rang.
De skiönneste Piger stimlede hen
og kyssed ham naar han sang.
Der sad han henrykt. Hans skiönne Vinding
var den Krands de vandt om hans lokkede Tinding!

Harald og Frode! I muldne i Leer.
Eders skiönne Tider forsvunde!
Sangen besieler ei Kiemper meer
om det herlige Tafelrunde!
See Ruinerne! hvor vemodigt de glöde,
i den sidste, glimtende Aftenröde.

Kom Harpe! Solen udslukkes brat,
dens sidste Straaler kun virke.
Kom! vi vil slutte os inde i Nat
i Roskildes gamle Kirke.
Der vil jeg ved din dæmpede Klang
i Choret synge min Svanesang.

Min Röst skal mane Skyggerne frem,
fra Jordens fugtige Volde.
Fra Gravens gamle ærværdige Hiem
skal de stige med Harnisk og Skiolde;
og de blege Piger i Maaneskin
skal atter smile med blussende Kind.

Saa har jeg dog siunget en eeneste Stund
paa en Tid det var værd at siunge.
Farvel du gamle, dunkle Lund!
Under Hvælvingen nu min Harpe skal runge.
Mellem Ridder og Hustru og Svend og Möe
vil jeg synge og blusse og blegne og döe!