Naiv og følsom maa den Digter være,
Som rører Harpen til Apollos Ære;
Først Rosens Form, med Farve, Duft forbunden,
Giør den til Dronningen i Sommerlunden.

Naivitet det er Naturens Smykke,
Dens Saft og Styrke, Skiønhed og dens Lykke;
Men Følelsen er Duften, som sig svinger
Fra Blomstens Kalk paa Himmel-Englevinger.

Med en Reseda lignes kan den Digter,
Hvem Skiønheds Stempel, Form og Farve, svigter;
Dog kan Reseda dufte sødt, som Rosen,
Endskiøndt den ligner Lyng i Taagemosen.

Og smuk af Væxt, som den, der svinger Fanen
For alle stolte Blomster: Tulipanen,
Kan Digteren med Form og Velklang fryde,
Skiøndt Digtets Duft har Intet at betyde.

Kan Blomsten Purpuret og Duft forene
Med Snillets hvasse Torn paa sine Grene,
Da er det vel. Men derfor ei fordunkler
Den Gyldenlak, Levkoien og Ranunkler.