Der kommer han! Jeg hører alt hans Fied,
Han gaaer belæsset, langsomt, tynget ned
Af Hulens Steen. Den vil beholde ham.
Saa lad den det! Naar nu jeg Lampen har,
Saa kaster jeg paa Ilden denne Haandfuld
Og mumler Ordet ud. Saa lukkes Alt.
Saa ængstes jeg ey daglig, at min Skat,
Min hemmelige Skat, skal blive røbet,
Ved denne sløve Drengs Enfoldighed,
Hvis Siel staaer aaben, som en ledig Lade.
Alvorlig og høitidelig.
O Muhamed! Vær nu din Tiener huld.
Jeg slog Aladdin, for at vænne ham
Til Lydighed. Thi strax, frivillig, mens han
Er end i Hulen, maa han Lampen række
Mig, uden Trudsel, uden mindste Frygt.
Ifald han kommer ganske op af Grotten,
Er Lampen hans. Det vil den grumme Skiebne!
Og har jeg eengang tryllet Hulen til,
Kan ey min hele Magt den atter aabne. -
Der kommer han. Nuvel! nu gielder det.

Aladdin i Hulen.
Her er jeg, Fætter! Ræk mig Eders Haand,
At jeg kan komme op.

Noureddin.
Ræk mig først Lampen,
Min kiere Søn! saa skal jeg hielpe dig.

Aladdin.
Jeg har saamange af de smukke Stene,
Her i min Kiortelflig. Den ligger mellem
Det Øvrige. Lad mig først komme op!

Noureddin.
Snik, Snak! Giv mig først Lampen. Lad det Snavs
Kun falde! Kommer du paa nye igien
Med dine Barnestreger? Giv mig Lampen.

Aladdin fortrydelig.
Først skal man rende, som en Nar, og hente
En gammel Lampe, og naar det er giort,
Og jeg har fundet nogle smukke Stene,
Saa maa man ey engang beholde dem. -
I faaer ey Lampen før jeg kommer op!

Noureddin fatter sig.
Min Søn! læg dine Stene ned paa Jorden,
Og tag saa Lampen ud. Du kan jo siden
Opsamle dem igien.

Aladdin.
Men hvor kan I
Dog bede mig om sligt? Det er jo bedre
At bie til jeg først er kommen op.
Kom, skynd Jer, Fætter! Ræk mig eders Haand.

Noureddin.
Jeg hielper ey, før du har flyet mig Lampen.

Aladdin opbragt.
Saa kan jeg klattre uden Eders Hielp.
Han er allerede næsten oppe.

Noureddin
støder ham forbittret for Brystet, saa han falder ned igien, og siger:
Du skal ey høste Frugten af min Møie.
Kaster Røgelsen paa Ilden.
Luk dig igien, du klippehaarde Field.
Bierget lukker sig; han staaer længe og stirrer hen paa den svundne Indgang.
Hvad stod der i den gamle Sangers Digt?
„Du griber — Haabets Dør sig lukker til."
Den Lykke var mig altsaa ey bestemt!
Men end er Noureddin dog ey forsagt.
Naturen bukke skal for Sielens Magt.
Paa nye jeg søger Lykkens skiulte Vey;
Thi denne lukte sig, den var det ey.
Til Afrika jeg atter haster hen,
Begynder paa min Grublen der igien,
Og ved anstrænget, uforstyrret Flid,
Det lykkes maa at lokke Kraften hid.
Her er det ude. Lig du der og bliv
Til Støv, du Usle! Stakket var dit Liv.