Det Nationale, Poesiens Søster,
Opammet ved de samme Moderbryster -
Fra spæden Barndom de foreente bleve,
Og lang Tid skilt, kan Ingen af dem leve.

Den ædle Videnskab, den er for Alle,
Den kræver ingen særskilt Kunstnerhalle;
Hvad Menneskeligt er, det Rette, Sande
Tilhører Videnskab i alle Lande.

Stort har en saadan Liighed at betyde;
Men Himlen dog miskundeligt forbyde,
At man ei anden Forskiel skulde finde
Nu meer paa Folk, end kun paa Mand og Qvinde.

Det egne Præg, det Eiendommelige
Forbinder, skiller ad i Siælens Rige.
Humanitet bør findes allevegne;
Men intet Folk undvære kan det Egne.

De Danske lang Tid deres egne vare;
Da fulgte fremmed Flok paa fremmed Skare,
Til Eriks, til Christophers, Christians Sale
Kom Tydskerne, som førte fremmed Tale.

Og Ydun sov, og Ingen agted Sproget,
Indtil man giorde det tilsidst for broget,
Da vaagned Selvbevidsthed, voxte Modet;
Men lange Søvn — den kosted Broderblodet.