Den som er uden Synd og Last
og föler Elskovs Lyst,
han drager ei mod Ondskabs Vold
mistvivlende med Sværd og Skiold,
til Gud sin Lid han sætter fast,
og har et roligt Bryst.

Om han er i et Paradiis,
ved blomsterkiölne Bad,
om han er i en Örk af Sand,
hvor ei der er en Draabe Vand,
om han er paa et Field af Iis,
er han dog lige glad.

Jeg gik i Morgenrödens Skier
engang i dunkle Skov.
De kielne Nattergale slog,
min lille Guitar frem jeg tog
og sang min Fiordimonas Lov,
hun, som er mig saa kier!

Da sprang en Ulv saa græsselig,
saa stor fra Træets Rod.
Jeg frygted ikke for at döe,
men tænkte paa min elskte Möe,
som vilde lede efer mig -
og finde kun mit Blod!

En Taare i mit Öie kom,
den trilled paa min Kind.
Da standsed Ulven, saae paa mig,
og logrede og dreied sig,
og vendte ganske skamfuld om,
og jog i Skoven ind.

Og dog jeg tænkte vist at döe,
thi hungrig, gridsk den laae.
Men Ulven tænkte: Det var Skam,
ja Grusomhed at dræbe ham.
Han elskes af en deilig Möe!
Ham maa du lade gaae.

O sæt mig hen hvor ingen Sol
kan trylle Blomster frem,
hvor ingen klare Bölger lee,
hvor alt er stivt af Iis og Snee;
giv mig den kolde, hvide Pol
til et bestandigt Hiem.

Og sæt mig i den hede Örk
imellem Flyvesand;
hvor Jorden brister tör og heed,
hvor Straalen falder lodret ned,
hvor ingen Myrthe venlig mörk
mig svalt beskygge kan.

Jeg glemmer Straalens stærke Iil,
du isner ei mit Bryst!
Et Eden blier mig hvert et Sted
naar kun jeg har min Pige med.
Min Pige med de söde Smil
og med den söde Röst!