Aladdin.
Kiere Slave! Alt
Hvad du har giort, hvad du har skaffet mig,
Er saare vel. Det Slot, du mig har bygget,
Er af en uskateerlig, sielden Værd;
Men, som du veed, min kiere Slave! vel,
Det ligger saa i Menneskets Natur,
At han bestandig higer til det Større,
(Og sandelig er ikke denne Drift
At regne blandt de slette; thi den bringer
Ham altid nærmere Fuldkommenheden)
Saaledes, da ved Allahs Fadergodhed
Jeg kommen er i tryg Besiddelse
Af Jordens Herlighed, saa at jeg næsten
Har intet meer at ønske, gaaer det mig
Som Kunstneren, der, naar han først har fuldendt
Et sieldent Værk, saa finder han sin Fryd i
At overskue det, og rense det
Fra alt Tilfældigt, plettende og raadt,
Som Juveleren sin Demant, at intet
Skal hindre Glandsen, som Naturen gav den.
Saaledes gaaer det mig med dette Slot!
Af Vigtighed er intet meer at ønske,
Men derimod at pynte paa det lidt,
At see en enkelt Mangel hist og her,
Er alt hvad end tilbagestaaer.

Lampens Aand.
Hvad mangler?

Aladdin.
Skaf mig et Roc-Æg! Hæng det under Loftet,
Her midt i Salen, i den store Kuppel.
Det være skal mig et Symbol paa Gud,
Et helligt Vink hvergang min Fromhed blunder.

Lampens Aand.
Er det dit Alvor?

Aladdin.
Ja, mit fulde Alvor.

Lampens Aand
udstøder et græsseligt Skrig, hvorved Aladdin skielver og er færdig at tabe Lampen.
Retsaa! Ha, saa kan dog Slethed smitte selv et ædelt Sind!
Usselhed, ved lumske Rænker, giør Viisdom svag og blind!
Blomsten, fra et bedre Landskab, tabe Farve, tabe Duft,
Naar bestandig ud den sættes for den kolde Natteluft!
Du? Et varmt, uskyldigt Hierte! Aaben for enhver Natur,
From og barnlig, du vil hænge nu din Gud i dette Buur?
Troer, at naar dit sløve Øie ikke seer ham fiern og nær,
At det da endnu tilsidst dog altid skal ham skue der?
Er din Troe dig Intet længer? Skammer du dig, Musselmand!
Tillidsfuld, som før, at knæle sønligt med dit hele Land?
Mere klog og meer ophøiet fordrer nu dit stolte Bud,
Særskilt, hvad med hver en Skabning, Orm! du dele maa: En Gud.
Agter ey hans Aabenbaring for den hele Tid, men fro
Ved din egen Klogskab, skaber dig selv en egen Troe.
Her i den usle Hvælving! Syndige, uhørte Daad!
Kraftens Middelpunkt, din Skaber vil du hænge i en Traad?
Selv et Roc-Æg tør du fordre! Hvorfor ey en talløs Skok?
Dødelige Maddik! kiender, har du skuet da en Roc?
Vedst du hvad en Roc vil sige, da du nævner fræk dens Navn?
Jorden i sin hele Fylde, Jorden i sin Ætherfavn,
Jorden, der et Fnug i Luften liig sin Bane svæver hen,
Det er Fuglen, paa hvis sorte, brede Ryg du staaer, min Ven!
Det er den uhyre Flyver, som af ingen Træthed veed,
Som forbinder Staalets Spændkraft med sin Æthers Flygtighed.
Det er den, som vældigt svæver, uden Rist og uden Roe;
Det er den, som holder dig og Taurus i sin Senekloe.
Jeg! Jeg er en Aand af Jorden, Jorden er min Fader! nu
Hid min Fader, for at hænges under Loftet, fordrer du?
Uforskammede! fra Thronen slog jeg dig i Støvet ned -
Men jeg kiender Hindbads Ondskab og din Ubesindighed.
Hør da nu hvad jeg forkynder, hør mig uden Frygt og Gru:
Slangen, som har Eva fristet, frister atter Eva nu.
Troldens Broder i Fatimes Klæder pøndser Dag og Nat
Paa at styrte dig i Støvet, at bemestre sig din Skat.
Hindbad er hans Navn, den Fromme har han myrdet lumskelig.
Nu af Hævn og Lyst til Lampen ogsaa Raden er til dig.
Giør nu, som du vil, Aladdin! men vær altid from og viis.
Husk at Slangen altid kryber om hvert jordisk Paradiis.
Knus dens Hoved! Lad din Aand ey lokkes lumsk i Støvet ned.
Lampens Slaver er tillige Slaver af Bestandighed.