Hindbad
med en dæmpet, langsom og blid Røst.
Min Dotter! Alt hvad I har viist mig her,
Er af en sielden, uskateerlig Pragt,
Som blinder fast mit tarvelige Øie.
Især er denne Sal nu saare skiøn!
Den høie Kuppel, venlig, himmelblaae,
Indsprængt med luende, forgyldte Stierner
Og Blomsterhængler, som nedslynge sig
Med broget Farvepragt ad Væggen ned,
De ædle Marmorstøtter — Alting vidner
Om sielden Rigdom, Kraft og Kunstnersands.
Een Ting — tilgiv en gammel Qvinde, høie
Fyrstinde! her sin Dristighed — Een Ting
Kun mangler, saa var denne Sal, blandt alle,
Den skiønneste paa hele Jorderig.

Gulnare.
Een Ting? Min Moder, undskyld min Forundring,
Men endnu Ingen af de Mange, Mange,
Som kom herhid at skue denne Sal,
Har endnu yttred at den mangled Noget;
Men tvertimod har Alle studset ved
Det store Værk, og været halv i Tvivl,
Om hvad de saae var ey et Drømmespil?

Hindbad.
Troe ey, min Dotter! at mit gamle Øie
Er blind for dette skiønne Underværk,
Der sikkerlig langt overgaaer de syv,
Hvorom man talte før i Grækenland;
Men just, mit Barn! fordi alt er saa herligt,
Jeg nødig vilde noget skulde mangle.
Det giør mig ondt! Men lad det trøste dig,
At Intet her paa Jorden er fuldkomment.

Gulnare.
Hvad mangler da i denne skiønne Sal?

Hindbad.
Seer du, her oppe i den store Kuppel,
Saa viid og hvælvet, liig en Stiernehimmel,
Der mangler noget.

Gulnare.
Ney tilgiv, min Moder!
Der mangler Intet. Denne skiønne Kuppel
Er det Fuldkomneste paa hele Slottet,
Alt hvad som kan forskiønne, funkler der,
Hvad mere kom didhen var Overflod,
Som vilde overlæsse og betage
Den kiekke Hvælving al sin Dristighed.

Hindbad.
Min Dotter! skiønt jeg er en gammel Qvinde,
Og lever selv et høistindskrænket Liv,
Skiønt kun min Hytte skiermer mig for Regn,
Og udelukker hver en jordisk Pragt,
Saa har jeg dog, som du, jo været ung,
Og Jordens Skiønhed har henrevet mig
Saa huldt, som dig; ja den henriver mig
Endnu; thi jeg har aldrig seet i den kun
Et Legetøi for den umodne Sands,
Men Almagts høistbetydningsfulde Udtryk;
Derfor har jeg bestandig holdt for Pligt,
At dyrke Øiet, for at see Guds Almagt,
Som Sielen, for at fatte og forstaae den,
Og Hiertet for at takke ham derfor.

Gulnare.
Du taler Viisdom, fromme Kone! Siig
Hvad fattes da?

Hindbad.
Ak! for det lystne Blik,
Som pirres blot af et vellystigt Syn -
Slet intet! For den unge, stolte Siel,
Som bryster sig af menneskelig Kraft,
Er denne Hvælvings Dristighed en Fryd.

Gulnare.
Men?

Hindbad.
Men, min Dotter! men det fromme Øie,
Som seer i alt kun et Symbol af Gud,
Det kunde ønske vel endnu en Ting,
Som giorde Synet meer betydningsfuldt,
Om ogsaa lidt, ved denne Leilighed,
Der gik i Løbet for den lave Sands.

Gulnare.
Hvad mangler da i Kuppelen?

Hindbad.
Et Roc-Æg!

Gulnare.
Et Roc-Æg? Æget af den store Fugl,
Som fører Elephanten i sin Kloe,
Og dukker efter Hvalerne i Havet,
Som Strandens Maager efter Smaafisk?

Hindbad.
Ja!

Gulnare.
Og er den til? Er ey det hele Dyr
Et Foster kun af Digterphantasie?

Hindbad.
Den er ey til, thi den er kun en Evne
Og ingen Skabning. Hvad den bringer frem
Er til, thi det er skabt.

Gulnare.
Saa troer du da
At virkelig den er?

Hindbad.
Jeg tvivler ey.
Men tænk ey meer paa denne Sag, min Dotter!
At ønske hvad man ey kan faae, er daarligt.

Gulnare.
Og hvorfor ønsker du et Æg af den?

Hindbad.
Fordi, naar det var ophængt under Kuplen,
Det kunde være et betydningsfuldt
Symbol paa Allah, paa den stærke Urkraft,
Som sidder midt i Centret af sin Himmel.

Gulnare.
Ha! du har Ret.

Hindbad.
Men lad mig gaae, min Dotter!
Thi det er alt kun et forgieves Ønske.

Gulnare.
Saa troer du ey, at den som bygte Slottet,
Kan sætte Kronen paa sit Værk?

Hindbad.
Jeg tvivler.

Gulnare.
Du kiender lidt kun til Aladdins Magt.

Hindbad
med en dæmpet, langsom og blid Røst.
Min Dotter! Alt hvad I har viist mig her,
Er af en sielden, uskateerlig Pragt,
Som blinder fast mit tarvelige Øie.