Aladdin.
Nu skal I see! Nu er min Time kommen.
Nu skal I ikke længer lee mig ud,
I vilde Mennesker! og spotte mig,
Og kaste efter mig med Steen og Jord.
Det koster kun et Vink, — saa staaer mit Pallads
Paa samme Sted, som sidst det stod. Saa favner
Jeg atter min Gulnare i min Arm.
Lader som han tog Noget ud af sin Barm.
Her seer I denne gamle Kobber-Lampe!

En Karl.
Hvor, Stodder-Prinds?

Aladdin.
Hør, du skal være artig!
Og ikke kalde mig en Stodder-Prinds!
Jeg kiender dig heel vel. Var det ey dig,
Som eengang mødte mig paa Gaden i
Min Lykkes Tid, da nys det havde regnet?
Da kasted du dig ned paa Maven for mig,
Og bad mig træde paa din Ryg, for ey
At smudske mine Skoe.

Karlen.
Ja, det var dengang!

Aladdin.
Ha ved den Lampe, som jeg holder her
Høit i min høyre Haand, jeg tugter dig!

Karlen.
En dristig Eed.

Aladdin.
Du vilde Pøbelsværm!
Hvad du kan ikke see for dine Øine
Det vil du aldrig troe. Men pas kun paa!
Gnider.
Ha seer I Aanden? Seer I Lampens Aand?

Karlen.
Ja vist! See der! Der staar han med en Løgte
Paa Hov'det hist. Jeg mener Løgtepælen.

Aladdin høitidelig.
I Kraft af denne Lampe, som jeg holder
Her i min Haand, befaler jeg dig, Slave!
At skaffe mig min Hustrue og mit Pallads
Paa Øieblikket, her paa dette Sted;
Og naar du det har giort, at hænge denne
Gemene Karl paa Løgtepælen hist.
Til Sværmen.
Tag Jer iagt! Nu kommer Slottet strax,
Staae det i Veien ey, det knuser Eder!
Han løber tilside. En stor Skoggerlatter.

Aladdin
efterat han har ventet en tidlang, seer forbittret paa den indbildte Lampe og kaster den bort.
Ha, det var ey den rette Kobber-Lampe!
Forræderie! Hvo af Jer vilde Karle
Har lumsk frastiaalet mig min Eyendom?
Latter.
Ja leer I kun! bag efter kommer Graaden.
I tror vel ey at jeg kan hævne mig?
Han vrister en stor Steen op af Gaden og kaster imellem Mængden. Nogle flygte, Andre trænge ind paa ham, Drengene huje.

En gammel Mand kommer.
Gaaer Eders Vey! Forsynder Eder ey
Imod en bleg, en syg, vanvittig Yngling.
Tak Gud, at I er ey berøvet Eders
Forstand, som han. — Gaae Du med Fred, min Ven!

Aladdin.
Tak, gamle Graaskieg. — Ha! men hør, min Broer!
Tager ham under Armen.
Kan du mig hielpe med en lille Regning? -
Hvormange Dage er igien ialt
Af fyrgetyve, naar der alt er gaaet
Saa henved — niogtredve?

Manden.
Een, min Ven!

Aladdin forfærdet.
Een? Ikke meer end Een?

Manden.
Ney, niogtredve
Og een er fyrgetyve.

Aladdin
støder ham fra sig.
Du har Ret.
Du regner godt, du gamle Skaldepande!
Som ingenting du kold har suptrahert mig
Mit Aandedræt og mine Pulseslag.
Gaaer.

Manden.
Den arme Stakkel. Gud forbarme sig!