O, taler til mig atter ei
Om blonde Møer i Nordens Rige!
I har ei havt det Held, som jeg,
At see skiønne spanske Pige.
Ei hendes Øine vel er blaae,
Ei Lokkerne sig gyldne bøie;
I Udtryk langt de overgaae
Dog smægtende Blondines Øie.

Hun Ilden stial, Prometheus liig,
Og giemte den bag Silkebryne.
Der fører den en farlig Krig,
Thi Øinene bestandig lyne.
Og Haarets ravnesorte Flok
Langt ned af Svanebarmen ruller;
Man skulde troe, at hver en Lok
Kom for at kysse hendes Skulder.

Let smeltet blier ei Nordens Glut,
Og kold hun er, selv naar hun favner;
Den smukke Mund er oftest but,
Og Læben Ømheds Tone savner.
Men varme Sol gav fyrigt Liv;
Her Elskov har sin Disa fundet.
Hvo elsker, som den spanke Viv,
Naar hendes Hierte først er vundet?

Hun ei forfængelig er glad,
Naar martret Elskers Taarer trille;
I hendes Kiærlighed og Had
Foragter hun sig at forstille.
Hun lader ei, som hun var huld,
Oprigtig varm er Hiertets Gløden;
Hun vælger Beiler ei for Huld,
Men elsker hun — er det til Døden.

Den spanske Møes Gienkiærlighed
Ei lefler koldt, ei koldt foragter;
En Lidenskab, saa stærk og heed,
Er ærlig uden alle Fagter.
Naar Fiendens Luur i Spanien gialdt,
Hun kiæk og stolt i Kamp henstævner.
Hvis Beileren i Striden faldt,
Hun greb hans Spyd — og blev hans Hevner.

Tidt under Aftenstiernen klar
I glad Bolero hun sig slynger;
Hun ved sin klingende Guitar
Om christen Helt og Maurer synger.
I deilig Haand sin Rosenkrands
Hun holder, Aftnen at indvie,
Og under Hespers Straaleglands
Hun synger fromt: Ave Marie!

Hver Ynde driver Elskovsspil,
Og fanger Hver, som den betragter.
Mon kolde Blonde vove vil
At være varme Siæls Foragter?
Jeg finder ei, hvor jeg vil gaae,
Paa fremmed Bierg, paa fremmed Slette,
Ja selv i Hiemmet saare Faa,
Der ligne Spaniens Brunette.