Skiøn Ingerlil gaaer om alene,
Beskygt af Borgelundens Grene,
Da hører hun en Stemme sød;
I Hallen, hvalt af gamle Stene,
Til Øret den alt ofte lød.

Knap kan hun den fra Zefir skille;
Den kommer fra et Barn saa lille,
Dog kan hun ikke Barnet see.
Saa sød som Nattergalens Trille,
Den tolker hendes Vel og Vee.

Naar hun er, ene Lyden kommer,
Om Vintren, i den grønne Sommer;
Fortrolig er hun alt med den.
Og Høstens Frugt og Vaarens Blommer
Hun plukker med sin lille Ven.

Den synger om Naturens Eden,
Om Venskab og om Kiærligheden,
Fortæller mangt et Eventyr.
Den elsker Rolighed og Freden,
Ved mindste Støi den hastig flyer.

Engang en Aften siger Inger:
Din Stemme mig livsaligt klinger;
Dog, eier du en jordisk Dragt,
Est en liden Aand med Vinger,
Saa viis dig i din Skiønheds Pragt!

Hun hører Stemmen sagte sukke:
Jeg maa mig for din Villie bukke,
Men du, hvi vil du mig saa haardt?
Forstumt er Nattergalens Klukke,
Og Stemmen svinder ængstlig bort.

Alt nogle Uger, nogle Dage
Var lagt i Eensomhed tilbage,
Skiøn Inger gaaer bag Skovens Træer;
Knap lyder hendes Længselsklage,
Saa er alt Stemmen hende nær.

Den atter kan med Inger tale,
Bag Skovens Læ, i grønne Dale,
Ved Klippens Væg, ved Bækkens Blaa;
Den klinger i de gamle Sale
Bag Harnisken i mørken Vraa.

Er Inger ene paa sit Kammer,
Og slukkes Lysets sidste Flammer,
Da lufter der en kiølig Vind,
Da banker sagte Dørens Hammer,
Og Noget suser hurtigt ind.

Og naar hun da sig holder rolig,
Da taler venlig og fortrolig
Med Ingerlil den spæde Røst;
En Skytsaand i den Huldes Bolig,
Den skiænker hende Raad og Trøst.

Hvor kan hun nu saa daarlig være,
Letsindig strax igien begiære,
Hvad eengang giorde Stemmen Vee?
Var Sukket ei en stille Lære,
En Bøn om ei at ville see?

En Aften, (stærkt alt Dagen hælder),
Sit Ønske hun den atter melder.
'Du vil det? Nu, jeg lyde faaer!
Stiig ned i Ridderborgens Kielder,
Naar Taarnets Midnatsklokke slaaer.

Hvor dybt i Grunden Borgens Bue
Forener sig af al Formue
Med Klippens vældige Granit,
Midt i den sorte Kielderstue,
Der vil du skiælne noget Hvidt.

Hvad der du seer, skal mig betyde,
Dog vil ei da min Stemme lyde.
Ak Inger! naar du mig har seet,
Vil du din Daarlighed fortryde,
Og angre hvad der alt er skeet.'

Saa klynker Stemmen og bortviger.
Nysgierrigt hendes Hierte higer
Af større Længsel nu end før;
Mens Klokken toner, ned hun stiger,
Og aabner Kieldrens tunge Dør.

Hun seer sig om og intet finder,
End Lygten hende kun forblinder
I Dybets skumle Helligdom;
En Kilde giennem Bierget rinder:
Ak Ingerlil, vend om, vend om!

Det kan hun ei; dog maa hun sukke.
Hun noget seer — hun maa sig bukke —
Hun seer — et Barn — o grumme Lyst!
Det ligger i en lille Vugge,
Med Dolken blodig i sit Bryst.

Det lille Barn har nylig levet,
Man seer det nys er myrdet blevet.
Forfærdet skuer Inger ned.
Med Blod staaer paa dets Pande skrevet:
'Det voldte din Nysgierrighed!'

End som en Engel sødt det smiler;
En Lilie det i Armen hviler
Knap Inger røre sig formaaer.
Hun ræd af Hvælvingen udiler,
Og Døren efter hende slaaer.

Nu tør hun aldrig gaae til Senge
Alene, aldrig dvæle længe,
Naar Maanen bleg i Skoven leer;
Hun visned som en Blomst i Enge;
Hun aldrig hørte Stemmen meer.
Min Aand, du Hellige! din Stemme
Mig lader Salighed fornemme,
Skiøndt Gaaden ei jeg løse veed;
Forstyrrer jeg dit dunkle Giemme,
Da dræber dig — Vanvittighed.