Bort fra Larm! I Lundens Favn
Vil jeg drømme, sukke, græde,
Nævne hendes kiære Navn,
Hun, som raader for min Glæde,
Hun, som smelted dette Bryst,
Som fremsmiilte disse Taarer,
Stemte mig til bange Lyst,
Smerte, sød, i det den saarer.

Under denne dunkle Hæk
Trøster mig, I søde Drømme!
Maanen skinner i min Bæk
Høit fra sine Ætherstrømme,
Seer maaskee nu, hvor hun staaer
Glad i Kredsen af Veninder,
Straaler paa de lange Haar
Og paa mine Taarekinder.

Før ved muntre Venners Barm
Var jeg veltilfreds og rolig,
Glemte hele Verdens Harm
I en Broderkreds fortrolig.
Med en Ven jeg Haand i Haand
Vilde Livets Bane vandre;
Største Lyst var Venskabs Baand,
Hiertet aned ingen andre.

Snart min Rolighed forgik,
Længselen den langsomt dræber;
O, den svandt i hendes Blik,
I et Smiil paa hendes Læber!
Og et Tryk af hendes Haand
Fik min Taare til at flyde,
Bandt mig med et Trolddomsbaand,
Som kun Død formaaer at bryde.

Dette Haandtryk, som har bragt
Spændkraft i min Haabets Vinge,
Elskte! var det Amors Magt,
Som du mægted ei at tvinge?
Eller var det: 'Unge Mand!
Tving din Attraa, bryd din Lænke;
Elsk ei den, som ikke kan
Atter dig sin Elskov skienke?'

O, I Alfer her i Skov,
Som i Træets Blade gynge!
Fugle, som Naturens Lov
Høit i Aftenrøden synge!
Hulde Bæk, som uforsagt
Hen igiennem Krattet risler!
Var det Kiærlighed? Foragt?
Var det Roser, eller Tidsler?

Skiønt at sværme for en Mø,
Som igien sit Hierte skienker,
Sødt at leve, sødt at døe,
I Cupidos fagre Lænker;
Men forgieves, blød, forsagt,
Lunets Kraftebold kun være!
Nei, der er endnu en Magt,
Kiærlighed! og det er: Ære.

Utaalmodige! du har
Glemt din Ømhed allerede?
Lænken, som du stakket bar,
Har du kastet i din Vrede?
O, I Skygger! søde Mai!
Blomster i min Haabets Have!
Vestenvind! forraad mig ei;
Jeg er atter hendes Slave.