Du, som blandt Skovens Kroner
tolked saa helligt sörgelig,
med de bævende Toner
den Smerte som langsomt fortærer mig!

Grusom nu du tier:
hæver ei længer din hulde Röst!
Dine söde Melodier
gyder ei dulmende Veemod i mit Bryst.

Maanen skinner ei i Lunden.
Hen i dösige Taage kun döer min Sang.
Dens Straaler er forsvunden,
med din skiönne, din smeltende Klang.

O snart! snart er mit Hierte,
som blöder saa mat og saa nedtrykt nu,
overvældet af sin Smerte,
taust og brustent Harpe, som du!