Stilistiker! hovmod dig ei for meget,
Og tro ei Kunsten allerhøiest steget,
Naar dine lette Vers du kan forfatte
Saa flydende, saa bonede, saa glatte.

Du veed dog ganske sikkert, jeg formoder:
Hver ædel Kunst har trende Perioder,
Hvori den spirer, modnes — og forsvinder.
Vor Tid sig snart i sidste Tilstand finder.

Først uden Form begynder raat Geniet,
Saa vorder det til Form af Skiønhed viet:
Geniet svinder i de sidste Dage,
Tilsidst staae Formen ganske tom tilbage.

Med denne Form Vildfarelsen sig røber,
Naar den vil være Aandens Lysestøber;
Skiøndt oftest disse Støbnings Formelege
Var uden Talg og Vox og uden Væge.

Hvad siger Schiller? „Tro ei Skiald at være,
Fordi et dannet Sprog dig giør den Ære
(Var Aanden mat, og Følelserne køle),
For dig at tænke, Ven! for dig at føle."

Hvor rørende, hvor skiønt, i Morgendampen
Med Sprog at skue Digteren i Kampen!
Snart feirer han, Udtrykket snart han tvinger,
En smagløs Tid snart stækker ham hans Vinger.

Om ogsaa stundom Kampen ham udmatter,
Langt mere høit en saadan Kamp jeg skatter,
End Elegancen, svøbt i Dagscritiken,
Der hented sig sin Luxus i Boutiken.