De klare Bølger rulled
mod dunkle Aftenlund,
det var saa tyst i Dalen,
høit fløited Nattergalen;
dens rene Toner lulled
mig ind i Søvnens Blund.
Da drømte jeg at skue
for mig en Yngling staae;
hans brune Lokker bølged,
hans Aasyn ei de dølged,
i Solens Rosenlue
han monne Lyren slaae.

Da lød hans hulde Stemme,
han nævnte ømt mit Navn.
O! sang han, lad din Læbe
til min med Ild sig klæbe,
og lad os alting glemme,
sødt klynget Favn mod Favn!
Da sank jeg glad og bange
med Skjælven til hans Bryst;
os friske Løv omsnoede,
Violer rundt os groede,
og Philomeles Sange
gjentog vor stumme Lyst.