Fra qvalmfulde Mure!
Til Marken saa huld!
Der plöiede Fure
har ydet sit Guld.
Saa friske, saa sunde
de Bönder vi see.
Ved kiölige Lunde
de hvæsse den blinkende Lee.

See Blomsterne virke
et Teppe, som gaaer
om gothiske Kirke,
hvor Korsene staaer.
Saa bruun den sig reiser
i lysgrönne Dag.
See hvor Storken kneiser,
paa det gamle, mosgroete Tag.

Huulveien mod Havet
nedluder saa brat,
med Skygge begavet,
med Træer besat.
Her risle saa milde
de Bölger fra Land,
fra venlige Kilde,
langt ud i den himmelblaae Strand.

Saa langsomt i Sandet
vi glide afsted;
imens ruller Vandet
ved Hestenes Fied.
Den flagrende Maage
flyer hen over Söe.
Hist see vi i Taage
Thyco Brahes kneisende Öe.

Her Bögenes Kroner
sig om os har hvalt.
De spögende Toner
vi höre jo alt.
See Teltene hvide!
see hvirvlende Rög!
Vi kiöre, vi ride,
vi ile til Latter og Spög.