Hvi siunges evigt om Spartaner,
Som giorde Fienden Passet trangt?
Behøve vore tappre Daner
I Tiden da vel gaae saa langt?
Har Heltekraft ei sat sit Stempel
Paa egen Daad, i egen Tid?
Behøver Modet et Eksempel
Fra Grækenland i Leonid?

Jeg siunger om en Helt i Norden,
Og Daniel Ranzau er hans Navn,
Saa stor, som nogen Helt paa Jorden
En Sparter fra min Fødestavn.
Som Thor han stod bag Skioldebulen,
At offre Fædreland sit Blod;
Men, Daniel i Løvekulen!
Dig frelste Himlen og dit Mod.

Leonidas stod uforfærdet
Bag Bierget med sin Flok og streed,
Og styrted Perserne med Sværdet,
Indtil han selv i Græsset beed.
Men Daniel paa Heden mødte;
Ei Skiærm bag Klippen fandt han der,
Og Femogtyvetusind blødte
For firetusind danske Sværd.

Jeg siunger om en Helt i Norden,
Og Daniel Ranzau er hans Navn.
Saa stor som nogen Helt paa Jorden,
En Sparter fra min Fødestavn.
Leonidas stod uforfærdet,
Han Heltedød bag Klippen fandt;
Men Daniel Ranzau stod bag Sværdet,
Og brugte Sværdet til han vandt.