Hvor blevst du hulde Aand?
Hvor blevst du, Jesu sød?
Som strakte høit din Haand
Til Gud fra Jordens Skiød?
Ak! i de svedne Straae
Jeg finder ey dig meer;
Men hist i Skovens Vraa
En Yngling jeg dig seer.

Saa smækker og saa skiøn,
I dunkle Skyggers Hegn
Du vanker om i Løn
Og skyer den hede Egn,
Hvor stolte Pharisær
Forblinder golde Muld,
I sit Skarlagen-Skiær,
Med brede Bræmmer Guld.

Du vandrer, Yngling skiøn!
Fra denne stolte Pragt,
Til stille Hvælving grøn,
Med kiølne Blade takt.
Og Fuglens muntre Sang
Ved Skyggens hulde Bryst,
Og Bækkens Bølgegang
Sig blander i din Røst.