Hør mit Barn et Eventyr!
Seer du hist de sorte Skyer
Midt i Maanens lyse Skive?
Vind kan ikke dem fordrive.

Men see grant og nøie til,
Da du snarlig mærke vil,
At de dunkle Skyer vige
For en lille Dreng og Pige.

Hen de gaae med iilsom Gang,
Har paa Skuldren lagt en Stang,
Derpaa hænger Spanden stille.
Seer du Pletten hist, den lille?

Disse Børn som hisset gaaer,
Gik for mange mange Aar
Til en Brønd, som stod i Norden;
Maanen saae just ned paa Jorden.

I den lille lette Spand
Skulde hentes Kildevand.
Maanen saae dem i det Grønne,
Og de Børn de var saa kiønne.

Maanen sagde: See hvor but
Gaaer den lille stolte Gut;
Men bly og blid tillige
Gaaer den lille smukke Pige.

Begge tradske de afsted
Hen med ufortrødne Fied.
Nu er Spanden fyldt ved Bækken,
Som udvælder hist bag Hækken.

O hvor fryde de mit Blik!
Om jeg tog dem som de gik,
Evig satte dem tilskue
For min blege Nattelue?

O hvor vilde klæde ret
Himlen herligt min Vignet.
Meente slig en Billedflade
Som paa Bøgers Titelblade.

Børn og Børnebørn skal see
Op til mine Børn og lee;
Mine Børn skal altid smile,
Mens de hen paa Himlen ile.

Saadan talde med Forstand
Maanen hist den gamle Mand;
Satte dem med Busk og Stangen
Did, hvor nu de glæde Mangen.

Vandet blier dem aldrig tungt;
Hvert et Barn er evigt ungt;
Muntre du dem altid finder
Hver en Nat, naar Maanen skinner.

Evig unge, evig smaae
Hen de over Himlen gaae.
Naar du vorder stor og mandig,
Er de Børn endnu bestandig.

Naar du sølvgraae Lokker faaer,
Gult er endnu deres Haar;
Smile lige froe og smukke,
Til din Grav, som til din Vugge.