Fader Odin! lad dit Lys
Kraftigt i mit Hierte lue!
Dødens ængstelige Gys
Mægter ene du at kue.
Lær mig finde Mimers Held
Mellem Skovens dunkle Stammer,
Lær mig kiøle mine Flammer
I det friske Viisdoms Væld.

Giv mig Kræfter, Asa-Thor!
Styrk min Hammer til Idrætter;
Lær mig paa den vilde Jord.
At bekæmpe Mørkets Jetter.
Lær mig fra min egen Aand
Midgardormens lumske Smerte,
Som omspænde vil mit Hierte,
Bort at vriste med min Haand.

Styrk mig Bragi! med dit Blik;
Lær min Harpe helligt klinge.
Sluk min Tørst med Suttungs Drik,
Hæv mig paa din Ørne-Vinge.
Lad dit Æbles søde Saft,
Ydun! i mit Bæger flyde,
Lad mig gavmild Frugten nyde,
Som forynger Livets Kraft.

Freier! gyldne Frugtbarhed!
Overflødighedens Fyrste!
Du, som Ax til Jorden ned
Ryster fra din Gullinhørste.
Skiænk mig et beskedent Neg,
Mens min Sang i Skoven runger.
Lad mig uden Frygt for Hunger
Øve fort min Strengeleg.

Frigga! i dit Herthadal,
Ved en Brink i dine Skove,
Byg din Søn af Løv en Sal,
Nær ved Søens blanke Vove.
Reis den, hvor jeg Lyset saae,
Hvor de svandt min Barndoms Dage,
Men hvor Venskab blev tilbage,
Skiænk mig en fortrolig Vraa.

Stiig da ned til Gefions Øe
Skiønne Freia! Nordens Glæde!
Bring til Hytten mig min Mø,
Slyng os i din gyldne Kiæde.
Slyng os i din Lok saa boldt,
Som ei Heltens Vælde krænker.
Habor sprængte Sigars Lænker,
Signes Haar ham fangen holdt!

Mangen Nat, naar Ægirs Hav
Kiøligt op mod Stranden skyller,
Stiig da Baldur af din Grav
Mens i Mulm sig Solen hyller.
Styrk min Aand med qvægsom Ro,
Lær mig Livets Blomster sanke,
Lær ved hellig Eftertanke
Mig at finde Haab og Tro!

Naar da Lokes haarde Stang
Hødur støder i mit Hierte.
Følg din Ven den skumle Gang,
Giennem Helas Gru og Smerte;
Styrk mig med dit Guddoms Mod!
Sving mig op fra Jordens Vrimle
Med dig, til dit lyse Gimle,
Fromme Baldur Eiegod!