Greven
Jeg kiender en Blomst, saa underskiøn,
Og har efter den Forlængsel;
Jeg søgte den hvor den staaer i Løn,
Men ak! jeg sidder i Fængsel.
Saa tungt, saa tungt er mig dens Tab,
Tit før mit haarde Fangenskab,
Var den mig nær bestandig.

Fra denne trintom steile Muur
Jeg sender mine Blikke;
Men fra det røde Fangebuur
De møde Blomsten ikke.
O hvo mig atter bragte den,
Han være Ridder eller Svend,
Han skulde mit Venskab fange.

Rosen
Jeg stander her og hører dig,
Under Vinduet hvor du sidder.
Du mener vistnok Rosen, mig!
Du ædle, arme Ridder.
Din Hu kun efter Høihed staaer,
For Blomsters Dronning sikkert slaaer
Derfor dit stolte Hierte.

Greven
Dit Purpur er al Ære værd,
Blandt grønne Løv og Grene;
Og derfor er du Pigen kier,
Som Guld og Ædelstene.
Den veneste Møe forskiønner du,
Dog er det ey dig, til hvem min Hu
Med stille Længsel stunder.

Lillien
Hovmod er Rosens gamle Viis,
Bestandig høit den higer;
Men glemmes derfor Lilliens Priis,
Af hvide, smekkre Piger?
Den som af Laster smittes ey,
Og er sig reen bevidst som jeg,
Den sætter mig dog vel øverst.

Greven
Fast troer jeg mig heel kydsk og reen,
Og reen fra Last og Lyder,
Skiønt lænket til den tunge Steen
Min Klage her udbryder.
Vel sandt! du mig et Billed er
Paa mangen Jomfrue, faur og skier,
Dog er det ey dig, jeg ønsker.

Negliken
Det maa vist være Negliken, jeg!
I Vægterens lille Have;
Thi ellers vilde vel Gubben ey
Saa pænt det om mig lave.
Hvor Bladekredsen sig ordner smukt!
Lugt den bestandig søde Lugt!
See alle de tusind Farver!

Greven
Ey bør man Negliken forsmaae,
Den er sin Gartners Lykke.
Snart laer han den i Solen staae,
Snart i den svale Skygge;
Dog hvad der skaber Grevens Fryd
Er ingen broget Farvepryd,
Det er et stille Blomster.

Violen
Jeg staaer saa skiult og bukker mig,
Mit Ord heel sielden lyder;
Men da det nu just sømmer sig,
Min Taushed kort jeg bryder.
Hvis det er mig, du gode Mand!
Hvor smerter det mig at jeg ey kan
Dig al min Vellugt sende.

Greven
Den smaa Viol jeg gierne seer,
Saa blye den mig indtager,
Og dufter saa sødt; dog vil jeg meer,
I mine tunge Plager.
Jeg vil det ligefrem tilstaae,
Paa Fieldets Ryg, herovenpaa,
Min Yndling neppe findes.

Men nede ved de grønne Siv,
Som Bækkens Bølge væder,
Der vanker om den bedste Viv,
Og for sin Husbond græder.
Naar Blomsten blaa, paa eensom Vey,
Hun plukker og sukker: Glem mig ey!
Da kan jeg det fiernt fornemme.

Ja i det Fierne er altid nær
De Elskte som troe forblive.
Min Trøst i Fængslets Nat det er,
Det holder mig end i Live.
Naar Hiertet isner og banker ey,
Da raaber jeg kun: Forgiet mig ey!
Saa vender Livet tilbage.