Den over Jorden byder,
som maaler Jordens Bund,
som ei Bekymring bryder,
dybt i den lune Grund.

Som tausindviet kiender
dens Kiempeledemod,
som til dens Værksted vender,
med ufortröden Fod.

Dens hemmeligste Kammer
sig aabner for hans Bud;
hans Hierte den opflammer,
som om den var hans Brud.

Han seer dem alle Dage
forelsket, dobbelt froe.
Han skyer ei Flid og Plage.
Den la'er ham ingen Roe.

De mægtigste Bedrivter,
fra længstforsvundne Tid,
den dybe Klippe skrifter
for ham saa aaben, blid.

Oldtidens Luft ombæver
hans Ansigt, helligmild!
I Grubens Mörke svæver
for ham en evig Ild.

Hvorhen sin Fod han flytter
saa velbekiendt han er.
Naturen understötter
hans Hænders Gierninger.

Til Hielp i höie Grotte
ham Vandet fölger brat;
og alle Klippeslotte
ham aabne deres Skat.

Hen for sin Konges Throne
han bringer gyldne Skrin,
og sætter i hans Krone
den funklende Rubin.

Vel sandt! han Kongen byder
alt hvad han samled her,
dog det ham lidet bryder.
Hans Armod er ham kier.

Lad dem som Bödler hærge
for Penge, Land og Slot.
Han blier i sine Bierge
den glade Jordens Drot!