Nu siunger høit, og lad Luerne brænde!
I et Lag af begiestret-unge Svende
Kan ei undværes Viser og Sang;
I en Kreds af Musernes Sønner
Ved sin Cither Erato forskiønner
Vor Fest med Blomster og med Klang.

Og det er smukt, at den Dristige, den Unge,
Som ei kiender til Sorgerne saa tunge,
Sig forlyster ved breden Bord.
Men naar Gratier Dugen udbrede,
Naar Apollo selv Festen kan berede,
Først da sig hæver Glædens Chor.

Har vi ei svoret til Skiønhedens Ære?
Evig hellig skal Eden os da være;
Vi vil frydes ved Musers Fryd.
Pryde vil vi Tindingen med Krandse,
Vi vil spøge med Latter, og dandse;
Men bort, hver Frækheds hæse Lyd!

Saa lad Silen paa Æblet kun svingle,
Lad med Bugen og Halsen ham kun dingle,
Lad ham skraale saa dumt og fro!
Vi os hæve paa Purpurdruens Dunster,
I Forening med Viisdom og med Kunster,
Olymp! til dig, hvor Guder boe.

Kun Cannibalen hujer i Skove,
Og ved Kruset Philisterne kun sove;
Sligt et Lag er Glædens Spot.
Vi vil smile med Bægeret i Haanden,
Og med Aanden vi tale vil til Aanden.
Vor Sang! stig til Olympens Drot.

Saa lad da frit nu Bacchus os tilsmile,
Og Cupido, som skyder sine Pile,
Lad ham komme, hvis han har Lyst.
Vi forskandser os kiækt for hans Bue
Bag dit Løv, livsalig Drue!
Med Trods vi stille frem vort Bryst.

Hvad mon han traf i Festens lyse Halle?
Thi, som jeg mærker, saa sukke vi jo alle,
Skiuler hver et hemmeligt Saar.
Hvorfor funkler derhenne dit Øie?
Hvorfor synker da dit fra det Høie?
Frisk Mod i Ungdoms favre Vaar!

Thi han, som kryster de purpurrøde Druer,
Og hun, som kiører med de sneehvide Duer,
Det er Guder, som dyrkes maa.
Fletter Roser om Bægeret til Randen,
Lad den Ene forstærke den Anden,
Vort Mod skal Hiertet Lykken spaae.

O, Fader Evan! du, som Druen kryster!
Tal et godt Ord imellem til din Søster
For hver ærlig og trofast Gut,
At hun, før tilbagevender Aaret,
Sine Lilier lægger ham paa Saaret.
Nu Skaal for hver en elsket Glut!