Aladdin.
God Dag, min Ven! Aa vil I give mig
Det Pulver, som jeg her har skrevet op.

Apothekeren
seer paa Seddelen.
Det Pulver? Seer paa Aladdin. Vil du have dette Pulver?

Aladdin.
Ja, kiere Herre! Hold mig ikke op.

Apothekeren.
Hvad vil du fattige Dievel med det Pulver?
Har du vel Raad til at betale det?
En saadan kraftig, sielden Medicin!
Hvad vil du med det? Veed du det er Gift?
Vil du forgive dig?

Aladdin.
Ney, ikke mig
Men Andre.

Apothekeren.
Andre? Andre? Endnu bedre!
Flux følg mig hen til Cadi!

Aladdin.
Hør min Ven!
Jeg vil dog give Jer et kierligt Raad.

Apothekeren.
Et kierligt Raad? Og hvad er det?

Aladdin.
I altid
Skal lade Folk smukt tale ud af Munden.

Apothekeren hidsig.
Tael! Har du ikke sagt du vil forgive?
Hvad? Kan du nægte det? Og hvis det var
Dig selv, saa fik det være, som det er.
Men Andre! Andre til! Det er det bedste.
Hvem vil du da forgive? Strax bekiend!
Det bliver en fordømt Historie.
Hvem vil du sende i den anden Verden?

Aladdin rolig.
Fluer!

Apothekeren.
Hvad?

Aladdin.
Fluer!

Apothekeren.
Fluer?

Aladdin.
Rigtig.

Apothekeren.
Dræbe Fluer
Med dette kostelige, sieldne Pulver?

Aladdin.
Seer I, jeg er en vederhæftig Mand.
Det kommer mig just ey saa nøie an paa
Ret lækkert at traktere mine Fluer
Engang imellem.
Tager en Guldpenge op og rækker ham.

Apothekeren.
Ja see saa! See saa!
Det er en anden Sag, min gode Mand!
I taer ey ilde op min Hastighed!
Med slige Ting man være maa forsigtig.
Man har jo dog en Slags Samvittighed!

Aladdin.
Ja det forstaaer sig selv. Men siig mig nu,
Naar man vil dræbe ret en dygtig Flue,
Hvor meget har den nødig da?

Apothekeren venlig.
Min Herre!
Det kommer an paa Fluens Størrelse.
Hvis det er det almindelige Slags,
Saa kan I gierne med et ringe Gran
Slaae nogle Tusinde ihiel, naar kun
I blander Giften med lidt Vand og Sukker.
Han flyer ham Pulveret.

Aladdin
i det han putter det i Lommen.
Men — naar nu Fluen er saa stor, som I?

Apothekeren angest.
Saa stor som jeg? Ja tænkte jeg det ikke!
I vil vist giøre en Ulykke med det.
Saa stor som jeg? Hvad er det for en Snak?
Saa stor er ey den største Hesteflue.

Aladdin bestandig rolig.
Ja seer I vel! Den Ting den har en Hale.
Jeg svær Jer til, at jeg vil dræbe Fluer;
Men da de er i Hov'det paa en Mand,
Saa maa han jo ha Pulvret ind i Munden.

Apothekeren.
Du hellige Prophet! Hør, jeg giør Anskrig!

Aladdin.
Det vil jeg ikke haabe. I har vist
Saamegen sund Forstand, at I begriber
Hvor let det er mig, hvis I blier uartig,
At klemme Jer om Halsen saa I gaber.
Og saa er det: at stikke Pulveret
I Munden paa Jer og at løbe bort
Et Øiebliks Forretning, som I seer!

Apothekeren.
Det er jo ret et Dievels Menneske!
Gaae hen for mig, og henret hvem I vil,
Naar kun I sparer mig, min Hustrue og
Min lille Hassan, med de skieve Been!

Aladdin.
Farvel, min Ven! I kan jo vel begribe,
At det var Spøg altsammen. Vær I rolig.
Gaaer.

Apothekeren
seer efter ham.
Hvem veed hvortil den Karl vel er capabel?
Men han betaler strax og ræsonabel.
Ak! man maa taale meget, nuomstunder,
For ey at støde sine bedste Kunder.