Skibet var slagen i Qvag. I en Drøm har jeg seet dig, Veninde!
Mat dine Hænder du slog giennem Ioniske Søe.
Hver en Utroskab var du i Døden at skrifte mig rede,
Haaret, drivende vaadt, løfte du knap var istand.
Helle du ligned, da hist hun drev om paa de purpurne Bølger,
Baaret paa Vædderens Ryg, straalende, gylden og blød.
Ak! hvor jeg frygted at Dybet sit Navn efter dig skulde bære,
At her Søemænd engang Graad skulde offre dit Hav.
Høit jeg paakaldte Neptun, jeg bønfaldt Castor, hans Broder,
Dig, Gudinde! jeg med anraabte, Leucotheä!
Dog knap løftede du dine Haandflader, ud giennem Svælget;
Synkende skreg du mit Navn, Elskte! med gientagne Raab.
Havde da seet dine smægtende Blik, af en Hændelse, Glaucus,
Sikkert du Nymphe var valgt for det Ioniske Hav.
Høit af Misundelse da Nereiderne vredt havde larmet;
Sneehvide Nefæë, vandblaa Cymothoë.
Men jeg saae en Delphin dig til Hielp skyde frem under Bølgen,
Den, som Arion, tilforn, troer jeg, med Lyren har frelst.
Alt fra det øverste Field at springe Fortvivlelsen drev mig,
Da det rædsomme Syn svandt, og jeg vaagned af Skræk.
Nu beundres jeg høit, overalt, som den deiligste Piges
Elsker, lykkeligst jeg kaldes i hele vor Bye.
Ey om tilbagekom den Cambysiske, Croesiske Guldflod,
Sagde hun: Digter! stat op, reis dig og viig af min Seng!
Thi naar hun læser min Sang, har hun sagt, da hader hun Rigdom.
Aldrig en Pige saa fromt dyrkede Digternes Kunst.
Høist fortrinligt og sødt er i Kierlighed Ømhed og Troskab.
Den som paa Gaver er riig, riig er paa Elskede med.
Men om saa ud hun end vil, paa det vidtstrakte, skummende Hav bort,
Følger jeg flux; een Vind lede skal Trofaste To.
Slumre paa en Bred vil vi, eet Træe skal os venligt beskygge;
Sammen vi drikke skal sødt af et eeneste Væld.
Paa een Fiel skal det kierlige Par tilsammen sig hvile,
Enten saa Forstavnen blier, eller Bagstavnen, vor Seng.
Alt skal jeg taale med Fryd, lad Eurus saa blæse med Grumhed,
Og lad saa hid og did Auster koldpuste vort Seil;
Ja selv hver stridende Storm, der har plaget den arme Ulixes,
Grækernes tusinde Skib', paa den Euboiske Strand,
Som har bevæget Kysterne to, da for uvandte Argo
Udslupne Due gav an Veien, paa fremmede Hav.
Bort fra den Elskedes Aasyn ei vender mit brændende Blik sig,
Om end saa Jupiter selv tænder vort Fartøy med Lyn.
Nøgne til selvsamme Strand skal vi begge da sikkerlig kastes.
Bølgen dog sluge mig maa, tildækker Jorden kun dig!
Men Neptunus er ey saa grum, mod de inderlig Elskte,
Han er i Elskov Neptun, Jupiter, Broderen liig.
Det Amymone bevidned, da Vand hun sig hented i Argos,
For Omfavnelsen slog Treforken Lerneren frem.
Guden sit Løfte blev troe, fordi hun saa sødt i hans Arm laae,
Fyldte han Urnen af Guld flux, med guddommeligt Vand.
Selv Orythyia, ranet, benægter dog Boreas Grumhed;
Vældig en Guddom paa Jord, som paa det bundløse Hav.
Troe mig! Scylla vil smile; ey selv med sin uhyre Malstrøm,
Først nedhvirvlet i Grund, vil os Charybdis udspye.
Stiernerne selv skal ey hylle sig ind i den skumrende Dæmring,
Klar skal Orion staae frem, Hædus skal fremstraale klar.
Ja var det end bestemt at med mig du skal ende dit Liv der,
Ey vil vor Undergang dog vorde os, Elskte! til Skam.
Dødelige, som ak! Eders Endeligts uvisse Time
Undersøge, ja meer: Maaden hvorpaa I skal døe;
Seer ved Phoenisiske Kunst, paa den klare, den skyeløse Himmel,
Hvilken Stierne der god, hvilken for Livet er ond,
Enten saa Parther tilfods, eller Britter tilskibs vi forfølge,
Blinde for Dødens Vey er vi, paa Land som paa Hav.
Dog I bestandig paa nye for den truende Fare forfærdes,
Hvergang Krigshære to Mars vinker atter til Kamp.
Snart for Husenes Brand, snart ængstes I for deres Styrtning,
Snart for at Bægret med Gift lumsk sig skal nærme Jer Mund.
Elskeren ene kun veed naar døe han skal, og af hvilken
Død, han frygter ey Sværd meer end den nordlige Storm,
Ja hvis blandt Stygiske Siv han sidder alt hisset som Roerknægt,
Under Jorden og seer hen paa de sorgfulde Seil,
Naar kun det klagende Suk, fra den Elskede, naaer til hans Øre,
Om ad uhiemlede Vei flyer han tilbage paa nye.