Aladdin.
Knap tilstæder mig min Harme her at tale Ordet ud.
Hør, i Korthed, givne Løfte, hør i Korthed Løftets Brud.
Sultan Soliman mig loved, med utvungen, villig Hu,
Hende, som mit Hierte elsker. Ak, det smekkre Lillieskud!
At Gulnare skulde vorde min, jeg troede sikkert nu.
Ha! men, med et troløst Hierte, vendte han sin Villie, lumsk.
Nu Vezirens Søn den hulde Møe han giver hen til Brud.
Derfor stormer høit mit Hierte mørkt i Nattens Midnatsmulm.
Hør da nu hvad jeg dig byder, kiek, af vældig Harme fuld:
Naar Vezirens Søn er kommen, sig til Fryd og mig til Gru,
Inden Brudekamrets Vægge, til Gulnare, huld og smuk,
Tag da Sengen, hvor han hviler med den hulde Rose, flux,
Sving dig derpaa giennem Luften, bring dem herhid. Hører du?
I de høie Ætherstrømme kiek dem giennem Himlen vug.
Sæt saa Sengen her i Kamret, men sæt ham af Døren ud.
At han plat sig ey kan røre, stiv ham med din Aandepust;
Men lad hende roligt hvile smekker, rød og hvid og rund.
Snart en Anden ved sin Side skuer og omfavner hun.
Og naar hist i Østen Solen atter rødmer purpurfuld,
Kom da hid at hente Sengen. Sæt den hvor du tog den flux.
Det er alt hvad jeg forlanger. Adlyd nu din Herres Bud!

Aanden.
Hvad du byder, snart jeg lyder. Men det var paa Tiden nu.
Havde du end tøvet lidet, var det hulde Blomster brudt.
Han forsvinder et Øyeblik; men kommer strax tilbage igien med Brudesengen i sine Arme, hvori Gulnare og Saladin ligge. Han tager Saladin ud og siger til Aladdin:
Glæd dig nu, min ædle Herre! Denne Svend skal holde Vagt
Uden Huset, kige Stierner, paa den kiølige Altan.
Han forsvinder med Saladin.

Gulnare
reiser sig op i Sengen.
Ak, hellige Prophet! Hvor er, hvor er jeg?
Hvo redded mig? Hvad stor, usynlig Magt?
Da plat fortvivlet, uden Haab om Frelse,
Jeg skielved alt i den Forhadtes Arme?
Hvor er jeg? Er det alt en venlig Drøm?
Det kom mig ogsaa for, som om jeg saae
Den skiønne Yngling, som bag Pillen stod,
Hist ved mit Bad, og som bestandig svæver
Sødt for min Siel, fra dette Øieblik.
Hvor er jeg? Hellige Prophet! hvor er jeg?

Aladdin
triner frem og kaster sig ned for hendes Leie.
Tilbedte! I din Elskers Varetægt.
Han, som er intet, intet uden dig,
Som elsker dig, og som den store Allah
Gav stærke Midler til at vorde din.
Fat Mod og skielv ey. Din forhadte Brudgom
Er borte, frygt dig aldrig meer for ham.
Han staaer paa Taget, som et Kirkespir.
Men siig oprigtigt, deiligste Prindsesse!
Om vel du muligt kunde elske mig?
Du nævnte mig jo nys. O! du har seet mig,
Og ikke glemt mit Aasyn. Søde Haab!
Tager hendes Haand.

Gulnare.
Est du en hellig Engel, som Propheten
Har sendt mig til min Redning, skiønne Yngling?

Aladdin henrykt.
O! hvor hun hviler sødt. Det tynde Flor
Forgieves prøver paa at hylle ind
De yppige, de søde Yndigheder.
Ha siig, du deiligste Uskyldighed!
Siig! Kan du elske mig?

Gulnare.
Jeg elsker dig
Fra første Øieblik jeg saae dig, Engel!
Ak! fra min Barndom i det stille Harem,
Har jeg kun seet saa faae af dine Lige,
Dog er jeg vis derpaa, at der er Ingen
Der kan henrykke mig saa sødt, som du.

Aladdin
O Salighed! Kysser hende. Saa! Nu est du min Brud.
Thi jeg er ingen Engel, Gud skee Tak!
Men kun et Menneske, af Jord, som du.
Sov sødt. Jeg hviler ved din hulde Side.
Men indtil Allah har befæstet vort
Sødtslungne Baand, skal dette blanke Sværd,
Som her jeg lægger mellem dig og mig,
Bortskræmme, som en blinkende Cherub,
Det syndefulde Støv fra Paradis.