Hvor sødt i Sommer-Aftenstunden,
Naar Solen mat til Hvile gaaer,
Naar medens dybt i Bøgelunden
De fromme Nattergale slaaer,
At høre Harpens dumpe Klang,
Ved en livsalig Aften-Sang.

O grib nu i de stemte Strænge!
Bryd, fromme Siel! din snevre Muur.
Indspær dog Fuglen ey saa længe,
I det beklemte Fangebuur!
Lad den i Aftenrødens Guld,
Mod Himlen flagre andagtsfuld.

Thi hvergang hisset Aftenrøden
Nedsvinder under Skovens Krands,
Da minder den vor Siel om Døden,
Og Evighedens skiønne Glands.
Svulm da, min Aand! mod Himlen her,
Som Bølgen mod sit Rosen-Skier.

Grib sødt i Harpen, fromme Pige!
Høit bæve lad dens rene Klang.
Og syng, mens disse Straaler vige,
Den sidste, store Aften-Sang,
Som rørt vi sang for mangen Ven,
Som siunges skal for os igien:

Hvo veed hvor nær mig er min Ende?
See! Tiden meget hurtig gaaer.
Hvor let og snart kan det sig hænde,
At jeg herfra at vandre faaer.
O Gud! giør da, for Christi Blod,
Min sidste Afskeds-Time god!

Ja dette Purpur, denne Lue,
Ja denne Kierlighedens Glød,
Som blusser dybt i Vestens Bue,
Som minder Støvet om sin Død,
Og Sielen om sin Evighed,
Det er dit Blod, din Kierlighed!

O bad mig da i dine Flammer!
Nedgangne Sol! husval min Barm
Og tryk, til Dødens Lee mig rammer,
Mig venligt i din varme Arm!
Og i min Afskeds-Time god
Bestraal mig med dit Purpur-Blod!