Aladdin
ligger og sover i en stor Have, under et skiønt Æbletræe. I Baggrunden hans Pallads.

Zephyr.
Nu har jeg bragt Rosernes Duft til min Ven,
Omflagret hans Tinding og Fod.

Lympha.
Og nu har min Morgendug kiølet igien
Det hidsige, stormende Blod.

Fuglene i Træet
Og nu har vi siunget og sprunget omkring,
Og qviddret saa høit udi Skye.
Fra den Tid, han kiender sin funklende Ring,
Saa er han forstandig paa nye.
Fat Mod, vor Aladdin! Aladdin, fat Mod!
Snart, snart er din Kummer forbi.
Da rinder saa let og fornøiet dit Blod,
Og da er du munter, som vi.

Aladdin vaagner.
Hør, hvor de muntre Fugle qviddre sødt!
Hvor dette Græs er duftende og blødt. -
O Himmel! hvad er det jeg seer? Mit Pallads!
Er jeg i Afrika? Var det om Ringen
Og Ringens Aand da ingen flygtig Drøm?
Reiser sig.
Ja, ved Propheten, ja! Det er mit Slot.
Et Vindve aabner sig. O store Gud!
Det er min Hustrue, det er min Gulnare!

Gulnare i Vinduet.
Hvem er, i Kappen hist, den unge Mand?
Hvorledes er han kommen over Muren?
O Himmel! hvor han er Aladdin liig.

Aladdin
breder sine Arme imod hende.
Gulnare!

Gulnare.
Gud, min Husbond! Er det dig?

Aladdin.
O! hvordan kan jeg flyve i din Favn,
Tilbedte!

Gulnare.
Søde Fryd paa tunge Savn!
Hun gaaer fra Vinduet; en Dør lukkes op i Baggrunden. Aladdin iler ind.

Fugle-Chor.
Længe borte fra sin Ven,
Hurtig komme sammen igien,
O hvor det er sødt, hvor sødt!
Hurtig skildt og hurtig mødt.

En Han.
Husker du, Guldvingelil!
Da vi kom fra sidste Flugt?
Træet var saa tyst og stil,
Reden rundt med Grene lukt.
Jeg kom først, du var der ey,
Kommen bort paa langen Vey,
Da vi fløi fra Nordens Iis
Hiem til Østens Paradis.
Ak! da sad jeg saa allen',
Paa den fulde Sommergreen;
Klagede min Sorg, saa mod,
Hyrder og Piger om Træet stod;
Lytted gierne til min Sang,
Vidste ey min Barm var trang.

Hunnen.
O! jeg husker det jo nok.
Da den lange Fugleflok
Styrted ned fra Nord til Syd,
Under Spil og Sang og Lyd!
Blanding af alle Slægter var der,
Cimbrer, Teutoner og Longobarder.
Guldvinge søgte i al den Støy,
Hvor hendes elskede Mage fløy;
Og da hun dig ikke fandt
Flux hun hen i Luften svandt;
Gav sig ikke langsom Tid,
Flygted qviddrende herhid,
Tænkte: Sidder han ikke der,
Ak, hvor mon vel da han er?

Hannen.
O! da fandt du mig, min Viv!

Hunnen.
O! hvor det da var et Liv.

Begge.
Grenen, med sit bløde Hæng,
Blev vor anden Brudeseng.

Chor.
Længe borte fra sin Ven,
Hurtig komme sammen igien,
O hvor det er sødt, hvor sødt!
Hurtig skilt og hurtig mødt.